Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Tiden er kommet, og den er nu!”

PRÆDIKEN

1. SØNDAG I ADVENT – 1.12.2019

Af p. Jan Hansen

Vores eksistens – menneskehedens eksistens – her på jorden er og bliver en kort fornøjelse. Dette univers som vi bor i, har eksisteret i mere end 13 mia. år, og til sammenligning varer vores liv her på jorden et splitsekund. Vores tid er dermed yderst kort og begrænset – og hvert eneste minut af vores liv tæller. Dén tid vi har brugt og i værste fald måske misbrugt, eller ligefrem ødslet bort på alt muligt lige gyldigt vil vi aldrig nogen sinde få igen.

Det er derfor på tide – som apostlen Paulus siger det i Romerbrevet – at vi vågner op, fordi vores frelse er netop nu tættere på end nogensinde, og for hvert et minut der går, kommer den blot endnu tættere på. Alt imens er vi nødt til at gøre op med os selv, hvad vi ønsker at bruge resten af vores liv på mens vi endnu befinder os her på jorden.

Med adventstiden har vi ikke alene taget hul på et nyt liturgisk år, men vi har også påbegyndt den relativt korte forberedelse til Julen, hvor vi endnu en gang skal til at fejre dén hændelse som fandt sted for lidt 2.000 år siden. En hændelse som jo næsten kun kan virke for god til at være sand – At Gud, mange mia. år efter at have skabt verden, vælger selv at blive menneske, og dermed at træde ind i dén verden som han selv havde skabt, for efterfølgende at bringe mennesket helskindet tilbage til sig selv.

Om end at vores tid som nævnt er begrænset her på jorden, så er det ikke desto mindre vigtigt, at vi særligt i de kommende uger forsøger – enhver efter bedste evne – at overveje betydningen i vores eget liv, af dette store mysterium, som inkarnationen jo er. Hvad betyder det egentlig for hver og én af os, at Gud på et tidspunkt valgte at træde ind i vores verden; at blive som én af os alene fordi at Han ønskede at frelse hver og én af os…?

Hvad betyder det egentlig for os, at vi er skabt af Gud…? Hvad betyder det for os personligt, at vi er elsket af Gud…? Hvad betyder det for os personligt, at Gud har elsket os med så stor en kærlighed, at Han valgte ikke alene at blive som én af os, men ligefrem vælger også at dø for os…? Disse og andre store eksistentielle spørgsmål er i bund og grund dét som vores liv jo egentlig burde svæve omkring, alt imens vi netop med udgangspunkt i vores eget liv samtidig forsøger at forstå livets store mysterier.

Vi har som bekendt særligt her i Danmark en yderst fin og værdig tradition med at vi ynder at fastlægge en række nytårsforsætter for os selv idet vi tager hul på et nyt år. Så idet at vi netop nu begynder på et nyt liturgisk år, hvor vi nok en gang sammen skal gennemleve troens store mysterier, så er det alt andet lige værd i denne sammenhæng måske at overveje at fastlægge et nytårsforsæt eller to for det kommende år.

Vil jeg som troende i dette kommende år gå mere i kirke…? Vil jeg bede mere…? Vil jeg gå oftere til skrifte…? Vil jeg læse noget mere i Bibelen, og forsøge at lære mere om dén tro, jeg som kristen er døbt i…? Vi kan selvsagt komme med andre gode intentioner og nok så mange nytårsforsætter, men hvis det kun bliver ved intentionen, så kommer vi ikke særligt langt i sidste ende. Vi er med andre ord, nødt til også at gøre noget konkret ud af vores mange intentioner.

Vi kan formentlig alle til en vis grad nok have en tendens til, at vi tager mange ting her i livet for givet; og ofte er det desværre først når det er for sent, at det for alvor begynder at gå op for os, hvad livet og troen i bund og grund har betydet for os. Timen er kommet – og dén er her nu – hvor vi skal vågne op af vores dvale; tiden er inde til på ny at gøre op med os selv, hvad troen i sidste ende betyder for os.

Amen.