“Det præstelige cølibat udgør den sidste bastion for en radikalt transcendent orientering af mennesket og håbet om en fremtidig verden i det hinsides…“
Således hedder det i et nyt essay, affattet på italiensk, hvor Kardinal Müller (præfekt for Troslærekongregationen 2012-2017) gør op med mange af de rygter om splittelse og forvirring som i de seneste uger har præget medierne ang. den katolske kirkes præsteskab og specielt cølibatet som en fundamentalt element i præstekaldet. Vi bringer her en komplet oversættelse.
Af Kardinal Ludwig Müller, 22/1 2020
Mediernes forsøg på at skabe forvirring omkring Benedikt XVI’s bidrag til kardinal Sarahs bog, “Fra vores hjerters dyb” (januar 2020), er kun et tegn på den paranoia, der florerer i offentligheden angående den påståede sameksistens mellem to paver. Det er en påstand fordi der kun kan være én pave i den katolske kirke, da “den romerske pontif, som Peters efterfølger, er det varige og synlige tegn på, og grundlaget for, biskoppernes og de troendes enhed i mangfoldighed” (Lumen Gentium 23).
I dette bidrag fra Benedikt XVI til forståelsen af det katolske præstedømme, vil man gerne se en ny bekræftelse på, og et nyt element i, denne forskel i opfattelser hos to tilhængere af enhed, der skulle være modstridende. Ikke desto mindre er det klart, at pave Frans og hans forgænger Benedict XVI ikke er ophav til denne morbide polarisering, men snarere ofrene for en ideologisk konstruktion.
“Benedikt er ikke pensionist”
Denne polarisering udgør en fare for kirkens enhed og undergraver samtidig den romerske Kirkes forrang. Alle disse kendsgerninger viser kun, at det psykologiske traume, der blev forårsaget af pave Benedikt XVIs opgivelse af det pavelige embede i begyndelsen af 2013, endnu ikke er aftaget. De troende har dog ret til en klar teologisk dom om sameksistensen af en regerende pave og hans forgænger. Denne enestående proces, hvorved paven, leder af det den synlige kirkes forsamling af biskopper, hvis usynlige hoved er Kristus selv, opgiver Peters Stol, der blev givet ham indtil hans død, ikke kan og aldrig vil kunne, forstås i henhold til verdens kategorier, som f.eks. retten til pension grundet alder, eller det populære ønske om at erstatte en chef. Og selvom det er rigtigt, at kirkeretten gør dette teoretisk muligt (Can. 332 §2 CIC), har der hidtil manglet detaljerede bestemmelser, såvel som konkrete erfaringer, om hvordan dette scenarie kan udfolde dig i praksis, til Kirkens bedste.
I den politiske verden er modsætninger og magtkampe almindelige. Når modstanderen er afsat, fortsætter begivenhederne, som om intet var sket. Det kan dog ikke være sådan blandt Kristi disciple, for i Guds kirke er alle brødre. Gud alene er vores Fader. Og kun hans Søn Jesus Kristus, Ordet som blev kød (Joh 1: 14-18), er alle menneskers Herre (Mt 23,10). I kraft af deres vielse er biskopper og præster Kirkens tjenere, der er udvalgt i Helligånden (Apg. 20:28), som leder Guds Kirke i Kristi navn og under Hans myndighed. Han taler gennem dem som en guddommelig Præst (1T 2:13). Han helliggør gennem dem de troende i sakramenterne. Og Kristus er, som “vogter og hyrde for jeres sjæle” (1. Pet. 2,25), den som tager sig af sjælenes frelse, idet han kalder sin Kirkes præster (biskopper eller sognehyrder) for at være deres hyrder (1. Pet. 5,2; Ap.G. 20,28). Biskoppen af Rom udøver Peters embede, kaldet af Jesus, Kirkens Herre, som den universelle hyrde (Joh. 21, 15-17). Men selv biskopperne er hinandens brødre, selvom de som medlemmer af det biskoppelige kollegium er forenet med Paven og underlagt hans autoritet (Lumen Gentium, 23).
En “ex”-pave, der stadig er i live, forenes broderligt med alle biskopperne og er under regerende paves ledelse og myndighed. Dette udelukker overhovedet ikke det faktum, at hans ord stadig har stor vægt i Kirken på grund af hans teologiske og åndelige kompetence, såvel som hans baggrund som åndelig leder, både som biskop og som pave.
Enhver emeritus-biskops forhold til sin efterfølger skal være kendetegnet ved en ånd af broderskab. Begær om verdslig prestige, såvel som politisk magtspil, er en gift i Kirkens legeme, Kristi legeme. Dette gælder så meget desto mere for det endnu mere delikate forhold mellem Paven i embede og hans forgænger, der afståede udøvelsen af Petersembedet, og med det alle beføjelser og pavelig forrang, idet han bestemt ikke længere er pave.
“Kirkens indre og ydre fjender gør fælles front”
Det, der er overraskende, er, at Kirkens fjender fra palæoliberal og marxistisk neo-ateisme gør fælles sag med en sekulær strømning som findes i Kirken selv, i et fælles ønske om at omdanne Guds kirke til en humanitær organisation, der er aktiv på globalt plan.
Den militante ateist Eugenio Scalfari (foto) gør sig til af at være ven af pave Frans. Ud fra en idé om én eneste verdensomspændende religion af menneskelig oprindelse (uden treenighed eller inkarnation) tilbød han at samarbejde med Paven. Hans idé er en folkelig front, der består af troende og ikke-troende, og som rejser sig imod dem som Scalfari selv identificerer som fjender og modstandere, både i rækken af kardinaler og biskopper, og blandt katolikkernes “højreorienterede konservative”. Han finder ligesindede i de kredse, der hævder at være en del af en “bergogliansk vagt”. Dette netværk af venstreorienterede populister er motiveret af et simpelt ønske om at kunne forvandle pavens bemyndigelse til en ubegrænset og absolut magt. Dette afspejler en åbenlys frivillighed: i henhold til deres vision er alt godt og sandt, når det er paven, der ønsker det, og ikke fordi det paven gør eller siger faktisk er godt og sandt. Det er i modstrid med 2. Vatikankoncil, der i sin lære anerkender Åbenbaringens tjeneste, fordi den kun lærer “hvad der er blevet overleveret, ved guddommelig mandat og ved hjælp af Helligånden indskydelse, og bevarer og fremstiller det hellige Ord (…) “(Dei Verbum 19). De afslører sig derfor som dæmoniske modstandere af pavedømmet, som defineret dogmatisk i læren fra første og andet Vatikankoncil. Allerede mellem Jesus og hans disciple var det fremherskende princip ikke trældom, men venskab (Johs. 15:15). Hvordan kunne forholdet mellem paven og hans brødre i den biskoppelige stand så være kendetegnet ved servil opportunisme og blind og irrationel lydighed, som går videre end den katolske enhed og troens grundlag? I henhold til den liberal-marxistiske vision ville en pave “i trit med tiden” kun være legitim, for så vidt som han ville forfølge det yderste venstres hensynsløse dagsorden og fremme en ånd af enhed uden transcendens, uden Gud og uden historisk mægling af frelsen som frembragt af Kristus, den eneste mægler mellem Gud og mennesker (1Tim 2,5).
Disse herrer – dem, der manipulerer den offentlige mening og ideologerne i denne verden (civitas terrena) – misbruger virkelig deres magt, når de ikke tager højde for den naturlige morals lov og de guddommelige befalinger. De sætter sig over Gud og forvandles til dæmoner med menneskeligt udseende. Men hvor Gud anerkendes som den eneste Herre, hersker nåde og liv, frihed og velgørenhed. I Guds rige udgør Jesu ord et ledende princip: ”Men det er ikke sådan blandt jer; for den, der vil være stor blandt jer, bliver jeres tjener. (…) Menneskesønnen kom ikke for at blive tjent, men for at tjene og give sit liv som løsesum for mange ”(Mark. 10: 43-45).
Den sakramentelle vielse (af biskopper, præster og diakoner) forbliver gyldig og virksom, og med den også ansvaret for at undervise Kirken og udøve dens pastorale mission. Gamle modstandere af Joseph Ratzinger (både da han var præfekt for Troslærekongregationen, og som pave) har ikke ret til at påføre det en ‘damnatio memoriae’, så meget mindre som de fleste af dem mangler hans egenskaber som kirkelære ved deres chokerende teologiske og filosofiske amatørisme. Benedikt d. XVIs bidrag til kardinal Sarahs bog kan kun diskrediteres som en modstand mod pave Frans af dem, der forveksler Guds kirke med en ideologisk og politisk organisation. De ønsker ikke at forstå, at troens mysterier kun kan forstås med “Guds Ånd” og ikke med “verdens ånd”. “Men det naturlige menneske forstår ikke tingene i Guds Ånd” (1 Kor 2:14).
Til at begynde med ønskede selv apostlene ikke at forstå, at der er mænd, der er parate til frivilligt at give afkald på den ægteskabelige forening for Guds riges skyld; Jesus vendte sig selv mod dem: “Hvem som forstår, lad ham forstå” (Mt 19:12) – og han forklarede: “Ingen opgiver et hus og en hustru, på grund af Guds rige, ja, brødre, forældre og børn, uden at modtage meget mere i dette liv, og i den kommende verden evigt liv. ”(Luk 18,29-30; jf. Mt 19,29 ).
Påstanden om, at Benedict er den hemmelige modstander af den regerende pave, og at forsvaret af det eukaristiske præstedømme og cølibat er resultatet af en politisk modstand i forhold til dokumentet, der forventes at komme ud af synoden i Amazonas, kan kun blomstre i den frugtbare jord af teologisk uvidenhed. Ingen tilbageviser denne fikse idé så strålende som pave Frans selv.
I forordet til samling af tekster om den sakramentale vielse, i anledning af 65-årsdagen for Joseph Ratzinger præstevielse i 2016, skriver pave Frans: ”Hver gang jeg læser værkerne af Joseph Ratzinger / Benedict XVI, indser jeg mere og mere klart, at han har udført og stadig udfører “knælende teologi”: kænlende, fordi vi, før vi ser den meget store teolog og troslærer, ser en mand, der virkelig tror, og som virkelig beder; vi ser, at han er en mand, der personificerer hellighed, en mand i fred, en mand af Gud ” .
Efter at have afvist karikaturen af den katolske præst som højere embedsmand i en kirke, der ligner en NGO, understreger pave Frans endnu en gang Joseph Ratzingers ekstraordinære status som teolog på Peters lærestol, med følgende ord: “Kardinal Gerhard Ludwig Müller har med autoritet hævdet, at Joseph Ratzingers og Benedikt d. XVIs teologiske arbejde placerer ham blandt de største teologer på Peter sæde; sammen med for eksempel den store, helgen og kirkelærer, pave Leo. (…) Ud fra dette synspunkt vil jeg til denne retfærdige beskrivelse af præfekten for Troslærekongretationen tilføje, at det måske i dag er, som pave emeritus, at han giver os sine mest åbenlyse og største lektioner i “knælende teologi”. “
“Inderligt forenet i bøn med Kristus”
Benedikts bidrag til Sarahs bog giver en dyb kristen-pneumatologisk hermeneutik i enheden mellem Det Gamle og Det Nye Testamente, en enhed, der er grundlagt på Guds åbenbaring i tiden; den hjælper til at overvinde den teologiske og åndelige krise i præstestanden, som har “en stadig vigtigere opgave (…) i fornyelsen af Kristi Kirke” (Presbyterorum Ordinis 1). Præsten er ikke embedsmand i et firma, der tilbyder religiøse og sociale tjenester. Han er heller ikke en repræsentant for et autonomt samfund, der kan hævde sine rettigheder i nærværelse af Gud, i stedet for at modtage “enhver god gave og enhver perfekt gave (…) ovenfra, (…) ) af lysets Fader “(Jak. 1, 17). Ved den hellige vielse er han snarere ligedannet med Kristus, som selv er den nye Pagts ypperstepræst og midler, den guddommelige Mester og den gode Hyrde der giver sit liv for Guds hjord (Lumen Gentium, 29, Presbyterorum ordinis, 2).
Fra denne ‘conformitas cum Christo’ kommer også den kendsgerning, at Kristi cølibatære livsform er intimt tilpasset det eukaristiske præstedømme. Jesus talte selv om disse disciple, der for at vidne til det kommende rige og arbejde for at frelse mennesker, lever i afholdenhed og som vælger at give afkald på ægteskab og familie (Matt 19:12; 1 Kor 7:32). Cølibatet er ikke et kategorisk krav til præstedømmet. Imidlertid flyder det på en intimt tilpasset måde fra essensen af denne vielse, som en repræsentation af Kristus, Kirkens leder, med autoritet, der stammer fra en mission og fra en livsform som er fuldstændig indviet til Gud ( Presbyterorum ordinis 16). Af denne grund er undtagelserne fra cølibatet, som har udviklet sig på forskellige måder i de østlige og vestlige kirker, netop motiverede undtagelser, ikke en regel. Kirken skal fundamentalt sigte mod et cølibatært præstedømme. Med bibelsk oprindelse og over forpligtelsen for gifte præster til at leve i afholdenhed, fremkom den nuværende praksis med kun at vie sådanne mænd, der har aflagt løfte om at leve alene, til biskoper, præster og diakoner.
I den østlige kirke, der afviger fra traditionen for den tidlige kirke og bestemt ikke blot følger i dens kølvand, blev det indrømmet præster og diakoner at gifte sig, ved Trullo’s andet Råd (691/92) – som, og det er betydningsfuldt, fandt sted i det kejserlige palads og ikke i en kirke. I den latinske kirke blev derimod kun enlige, der havde aflagt løfter om cølibat, viet. I de østlige kirker blev det tillagt for præster, men ikke biskoper, at fortsætte i ægteskabelig stand – forudsat at de var afholdende i en bestemt periode inden fejringen af den guddommelige liturgi, og at der ikke blev indgået noget nyt ægteskab i tilfælde af hustruens død. Denne bestemmelse er også gældende for katolske præster, der har fået en undtagelse fra cølibatforpligtelsen (Lumen Gentium 29). Den katolske kirke accepterer denne praksis i de østlige forenede kirker for enhedens skyld, og tillæg til disse undertagelser blev gjort af pave Pius XII og, hvad anglikanere angår, af pave Benedikt XVI, idet gifte præster fra andre kirkesamfund, der ønsker at vende tilbage til fuld enhed med Kirken, kan undtages fra cølibatsforpligtelsen, som betingelse for præstevielse.
“Angreb på det sakramentale præstedømme”
Den simple afskaffelse af præsteligt cølibat i det 16. århundredes protestantiske og anglikanske kirkesamfund afspejlede et klart brud med præsteskabets identidet, og en foragt for hele den katolske tradition. Hvem kan tage ansvar, overfor for Gud og hans hellige Kirke, for de katastrofale følger for spiritualitet og teologi som et sådant brud bille medføre for det katolske præstedømme? Millioner af præster, som har levet siden Kirkens grundlæggelse, ville føle sig dybt såret ver forklaringen om, at deres eksistentielle offer for Guds rige og Kirken udelukkende var baseret på en overfladisk juridisk regel, der ikke havde noget at gøre med præstedømmet og det cølibatære valg for Himmerigets skyld.
Vi har her ikke kun at gøre med en diskussion om cølibatet, men om en indædt kamp mod det, og derfor imod det eukaristiske præstedømme. Protestantiske reformatorer i det 16. århundrede mente, at det kirkelige embede var en simpel religiøs funktion i det kristne samfund og fratog det dermed dets sakramentelle karakter. Hvis præstelig vielse ikke længere svarer til en indre lighed med Kristus, den guddommelige Mester, den gode hyrde og ypperstepræst i den nye Pagt, så er forståelsen af vielsens intime forbindelse med cølibatet, der er forankret i evangeliet for Guds rige, også tabt. (Mt 19:12; 1. Kor 7:32).
Efter kontroversen om den protestantiske reform kom de franske oplysningsmænd med deres vision for menneskets immanente uafhængighed, og de så det præstelige løfte om cølibat som en form for undertrykkelse af det seksuelle instinkt, der ville føre til neurose og perversioner – i dette svarer til den senere dybdepsykologiske teori, som fortolker seksualitet som en mekanisk tilfredsstillelse af instinkterne, som, hvis de blev “undertrykt”, ville forårsage neurose og perversioner.
I sammenhæng med det nuværende relativitetsdiktatur, betragtes vægt på sakramentel autoritet afledt af højere guddommelig autoritet som en politisk tørst efter magt, og det cølibatære liv ses som en offentlig udfordring af den opfattelse, der reducerer seksualitet til en egoistisk opnåelse af nydelse. Det præstelige cølibat udgør den sidste bastion for en radikalt transcendent orientering af mennesket og håbet om en fremtidig verden i det hinsides, som imidlertid ifølge ateistiske principper ville være en farlig illusion. Den katolske kirke bekæmpes derfor indædt som et ideologisk alternativ til den radikale immanentisme, der dyrkes af en magtfuld politisk og økonomisk elite, som stræber efter absolut kontrol over den lidende menneskeheds sjæle og legemer.
Man skjuler dette som en terapeutisk gestus ved at fungere som filantroper, der kun vi hjælpe de fattige præster og ordensfolk ved at befri dem fra fængslet af undertrykt seksualitet. Imidlertid er disse velgørere for menneskeheden ikke opmærksomme på deres oppustede uvidenhed, og på den måde, hvorpå de angriber værdigheden af alle de kristne, der i deres samvittighed følger Guds vilje ved at tage ægteskabets uopløselighed alvorligt, eller ved at forblive trofaste mod løftet om cølibat, ved nådens hjælp. Netop hvor disse troende kristne tager de vigtigste beslutninger, i den mest intime dybde af deres bevidsthed, der ses af Gud – netop der ønsker de, der benægter menneskets overnaturlige kald, at overbevise dem om at antage den begrænsede horisont for en eksistens, der er dømt til døden, som om den levende Gud ikke eksisterede (Vatikan II, Gaudium og Spes 21). ”Siden verdens skabelse kan vi faktisk med forstanden, gennem Guds gerninger se, hvad der er usynligt: Hans evige kraft og Hans guddommelighed. De har derfor ingen undskyldning, som trods deres kendskab til Gud ikke har givet Ham den ære og taksigelse, som vi skylder Gud. (…) Ved at tro sig kloge, blev de gale de har byttet den uendelige Guds herlighed med afguder, der repræsenterer det letfordærvelige menneske eller fugle, firben og krybdyr. ” (Rom 1,20-23).
Disse “mørke reaktionære”, der inden for Kirken forsvarer det eukaristiske præstedømme, cølibatet, og en seksualmoral, der er fjernt fra verden – sådan ser det ud i anklagernes øjne – beskyldes for at være menneskefjender, og for at forsinke eller hindre den nødvendige modernisering af den katolske kirke og dens tilpasning til den moderne verden. Man tolererer endnu højst en kirke uden Gud, uden Kristi kors og uden håb i det evige liv. Denne “kirke for dogmatisk ligegyldighed og moralsk relativisme”, som også kunne rumme ateister og ikke-troende, giver sig selv ret til at tale om klimaet, overbefolkning, migranter; dog forbliver hun tavs over abort, selvmutilering kaldet kønsskifte, dødshjælp og den moralsk forkastelige karakter af en seksuel forening uden for ægteskabet mellem en mand og en kvinde. Hun må absolut acceptere den seksuelle revolution som en befrielsesakt fra afvisningen af kroppen i den katolske seksualmoral. Det ville således sende et signal om omvendelse fra den traditionelle afvisning af kroppen som man ser i den machistiske vision af kroppen, der er arvet fra Sankt Augustin.
“Pavens rådgiver”
På trods af alle disse påstande opretholder troende katolikker den velovervejede holdning overfor atheisten Scalfari – som ikke tror på Gud og ikke er i stand til at forstå “Det hellige kirkes mysterium” (Lumen Gentium, 5). Benedict XVI (Joseph Ratzinger) er en uendeligt mere kompetent rådgiver for Kristi Stedfortræder, Peters efterfølger og Hyrde for den universelle kirke. Dette gælder både hans teologiske egenskaber og hans åndelige intuitioner om Guds kærligheds mysterium, såvel som kendskab til pavenes ansvar, overfor Gud og den universelle kirke, et kendskab, som Benedikt er den eneste levende menneske som deler med pave Frans.
Det, som pave Frans skriver i forordet til bogen om sin forgængers virke, bør læses af alle “kloge mænd og ledere i denne verden” (1 Kor 2: 6), før de for alle vinde deler deres paranoide fantasier om modsætninger – mellem paver og kardinaler, der skulle være i krig med hinanden. Han skriver: “[Joseph Ratzinger / Benedict XVI] legemliggør dette konstante forhold til Herren Jesus, uden hvilket intet er sandt, alt bliver rutine, præsterne nærmest bliver ansatte, biskopperne blot er en del af bureaukratiet, og kirken, som ikke længere er Kristi kirke, men vores produkt, er en NGO, der i sidste ende er overflødig”.
Derefter fortsætter han med at henvende sig til kardinalerne, biskopperne og præsterne, som var forsamlet i Sala Clementina den 28. juni 2016 til præsentationen af bogen, ikke som underordnede, men som når vi taler til venner: ”Kære medbrødre! Jeg vil gerne sige, at hvis nogen af jer nogensinde er i tvivl om det centrale i jeres tjeneste dets betydning, dets brugbarhed – hvis I nogensinde er i tvivl om, hvad mænd og kvinder virkelig ønsker af os, så overvej nøje siderne i denne bog: for de forventer frem for alt af os, hvad du finder beskrevet og bevidnet i denne bog: at vi bringer Jesus Kristus til dem, og at vi fører dem til ham, til det friske og levende vand, som de mere end noget andet tørster efter, som kun Han kan give, og som intet nogensinde kan erstatte; måtte vi føre dem til denne fuldkomne og sande lykke når intet gør dem lykkelige, og føre dem til at realisere deres dybeste længsel, som ingen magt nogensinde kan opfylde!”