Sankt Karl Borromæus Gruppen

Mine øjne har set din frelse

På søndag, den 2. februar, fejrer vi en af kirkeårets store Maria-fester: Festen for Marias Renselse. Fyrre dage efter Kristi Fødsel gik hans hellige moder til templet med sit barn for at gennemgå den rituelle renselse, som det var skik i den jødiske religion for kvinder der havde født. Ligesom alle andre begivenheder i den hellige Families liv, som vi hører om i Evangeliet, har også denne dag en karakter af åbenbaring af Guds herlighed i kødet. I dagens evangelium (Luk. 2, 22-32) hører vi, at der i Jerusalem var en hellig mand, Simeon, som af Helligånden havde fået åbenbaret, at han ikke skulle dø, før han havde set Guds Salvede, den længe ventede Messias. Og da han i templet møder Maria, som bærer sit barn i favnen, velsigner han barnet og udbryder:

Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger, og en herlighed for dit folk Israel.

Dette guddommelige digt, kaldet “Simeons Lovsang”, har givet anledning til Festdagens andet navn: “Kyndelmisse” (kærtemesse, eller lysmesse). Ligesom da den frugtsommelige Maria møder Elisabeth, og ved de hellige vismænds besøg i Betlehem – får vi at vide hvem Marias barn virkelig er: hele Verdens Frelse, eller med et billede, som også Jesus selv en dag vil bruge: Verdens Lys. Og det er, som om Simeon i disse linier allerede ser – og får os til at se – det evige lys, Lux aeternum. Hans profetiske lovprisning, og hans bøn om “at gå bort med fred”, er også for os – “for alle folk”. Selvom vi ikke nu, som Simeon, måtte se vort jordiske liv nærme sig sin afslutning, kan vi bede den med ham nu, i en dybere forstand. For den, der har set Guds frelse, binder intet mere for alvor til det jordiske. Det er også temaet i Johann Sebastian Bachs udødelige arie, skrevet til Kyndelmisse i 1727, over en gendigtning af Simeons ord:

Schlummert ein, ihr matten Augen,
Fallet sanft und selig zu!
Welt, ich bleibe nicht mehr hier,
Hab ich doch kein Teil an dir,
Das der Seele könnte taugen.
Hier muss ich das Elend bauen,
Aber dort, dort werd ich schauen
Süßen Friede, stille Ruh.
 Sov ind, I matte øjne,
Luk jer blidt i salighed!
Verden! jeg bliver her ikke mere
jeg har dog ingen del i dig
som kan gavne min sjæl.
Her må jeg tåle elendigheden.
Men dér, dér borte vil jeg se
den søde fred, den stille ro.