Sankt Karl Borromæus Gruppen

Fejringen af Skt. Valentin

Fredag den 14. februar fejredes – som en efterkonciliær premiere – messen på den hellige Valentins festdag, med efterflg. velsignelse af ægtefolk og forlovede; under messen var også det relikvie af den hellige Valentin, som findes i Jesu Hjerte kirke, udstillet (se nedenstående billeder, taget af Lisbeth Rütz).

Hvor Valentinsdag i den sækulære verden efterhånden er blevet en blanding af kommerciel og sentimental fejring af mere eller mindre løse relationer, er den katolske fejring af Skt. Valentin en fejring af det mod, som det kræver at følge et kald – især kaldet til ægtestanden, som Skt. Valentin i flg. legenden hjalp forfulgte kristne med at følge på trods af forbud mod kristne vielser i det før-kristne Rom. Men også præstestanden fejrer vi hermed på en måde: det var jo som præst, Skt. Valentin døde som martyr, og altså bl.a. skal have vovet livet for at sikre de tidlige kristnes mulighed for at følge deres kald til at stifte kristne familier.

På en måde er denne dobbelte fejring af ægtestanden og præsteskabets kald særlig aktuel i disse dage, hvor medierne og mere revolutionære kræfter i Kirken har undret sig højlydt over at Pave Frans (fuldt forventeligt!) fastholdt at disse to kald ikke kan udleves på én gang. Dertil er de begge for vigtige: begge kræver den fulde persons hengivelse og energi. Det at være præst er – selv hvor forfølgelser og vanskelige forhold ikke truer – en så stor opgave, at det for længe siden er blevet katolsk praksis at betragte denne livsvej som en vielse til Kirkens tjeneste af den fulde og udelte person, for hele livet. På samme måde er vielsen til ægtestanden en livsvarig vielse til tjeneste for Kirken – og særlig for ægtefællen og de børn, som Gud måtte give de to. Også denne tjeneste er i dag et modigt valg, som udelukker at man kan vie sig til andet og andre med samme grad af forpligtelse. Det kristne ægteskab er under stort pres i denne tid, hvor der helt ind i Kirkens egne rækker er forvirring omkring dette hellige kalds betydning. Og derfor er der al mulig grund til at beskytte og velsigne dem, der har viet sig til – eller forbereder sig til – at skabe kristne familier og dermed “celler” i det legeme, der udgør den stridende Kirke.