Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Ubi caritas et amor Deus ibi est”

PRÆDIKEN

SKÆRTORSDAG – 9.4.2020

Af p. Jan Hansen

Kærligheden har siden Gud skabte universet været selve grundlaget for altings eksistens. At kærligheden er grundlaget for alt det skabte skyldes naturligvis ene og alene at Gud selv er kærligheden i dens absolutte og fuldendte form. Dérfor har det også været nærliggende for Gud, at denne selvsamme kærlighed skulle gennemsyre hele skaberværket, og i særdeleshed kronen på dette skaberværk – med andre ord, selve menneskeheden.

Trods syndefaldet mistede vi mennesker heldigvis ikke evnen til at elske og dermed udtrykke kærligheden over for Gud og andre mennesker, men vores evne til at elske var derimod blevet såret og forvredet i en sådan grad, at vi havde brug for at Gud på ny skulle vise os vejen; og at Gud selv skulle vise os hvad en sand og oprigtig kærlighed egentlig indebærer.

Synden ændrede menneskeheden i en sådan grad at vores evne til at elske langt hen ad vejen var blevet reduceret til en kærlighed med forbehold, hvor vi til tider kun kunne formå at udtrykke kærlighed til Gud eller vores næste, hvis da blot vi selv ville få noget ud af det – men dét som Kristus i særlig grad kom for at lære os alle sammen, var at vi skulle lære at elske uden forbehold.

Hvis kærligheden på én gang skal være både sand og oprigtig, så er den alt andet lige nødt til at tage udgangspunkt i det en uforbeholden interesse for Gud og andre mennesker – med andre ord, en kærlighed hvor vi på ingen måde har vores egne interesser med i ligningen, og hvor vi på ingen måde forsøger at elske andre udelukkende fordi at vi forventer at få noget igen; men alene en kærlighed hvor vi alene elsker fordi at andre fortjener at modtage vores sande og oprigtige interesse & kærlighed.

Men denne kærlighed kunne vi som nævnt ikke længere selv udføre, fordi at synden jo netop havde ødelagt vores evne til at udtrykke denne uforbeholdne kærlighed; vi havde måske til dels også glemt hvad det ville sige, at kunne elske uden forbehold, og særligt af denne grund havde vi mennesker om noget brug for en læremester – én som på ny kunne, ikke bare minde os om hvad sand kærlighed betyder, men også være i stand til at oplære os i denne kunst, at kunne elske Gud og vores næste, uden på nogen måde forvente at få noget igen.

En hymne som er særligt knyttet til denne Skærtorsdag aften minder os om at det netop er i kærligheden at vi finder frem til Gud…“Ubi caritas et amor Deus ibi est” – Hvor der er barmhjertighed og kærlighed, dér er Gud…og idét vi så fejrer denne Skærtorsdag aften, så er det normalt også at blive mindet om at Kristus på denne aften, inden at han blev korsfæstet, indstiftede både Eukaristiens og præstevielsens sakramenter.

Det er dog ikke disse to sakramenter som vi primært hører om i evangeliet, men ikke desto mindre er de begge, på hver deres måde et tegn på dén kærlighed som Gud har til os. For gennem Eukaristien giver Kristus sig selv til os, for at vi ved at modtage Ham i vores indre kan blive fyldt af Gud, og dermed også essensen af dét som kærligheden er.

Samtidig er præstevielsens sakramente også tegnet på hvordan vi, der er kaldet til at være præster, netop skal forsøge at give os selv for Gud og for andre, idet vi på ufuldkommen måde hver især forsøger at følge i Kristi fodspor. Forhåbentlig vil alle præster før eller siden indse, at de blot er ufuldkomne instrumenter som Gud ønsker at gøre brug af i denne verden.

Kristus har i Eukaristien efterladt os et minde om sin lidelse, og ikke mindst er den også tegnet på dén store kærlighed som han har til os alle. Han har givet os disse eksempler på den kærlighed som Gud har til os, for at også hver enkelt af os kan lære af Kristus hvad det vil sige at give sit liv for dem man elsker.

Amen.