Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Korset er vores eneste håb”

PRÆDIKEN

LANGFREDAG – 10.4.2020

Af p. Jan Hansen

Det kan på mange måder virke paradoksalt, at vi som troende betragter korset som noget livgivende, særligt når vi på denne dag mindes hvordan Kristus måtte lide den grufulde død som korsfæstelsen netop er. Derfor kan det næsten også fremstå helt uvirkeligt at skulle betragte korset, og ikke mindst betragte Jesus hængende på korset i længere tid – for da vil vi også, idet vi ser på et krucifiks, lægge mærke til at korset, på én og samme tid, først og fremmest fremstår som noget aldeles brutalt, men derefter vil vi også se korset som noget der faktisk er livgivende for os mennesker.

Under normale omstændigheder så ville én mands død på korset blot have været at betragte som den endelige afslutning for på gældende person, og dermed også som en decideret menneskelig tragedie. Når vi således betragter Jesus der hænger på korset, kan man næsten ikke undgå også at blive ramt af denne samme følelse som til dels består af et rent menneskeligt tab, magtesløshed og selvfølgelig også den meget tragiske følelse som alle de der stod for foden af korset måtte have følt.

Hvis vi nu kunne transportere os selv tilbage til dén dag, hvor Jesus blev hængt op på korset, ville vi også have stået og følt den enormt store smerte som særligt Jomfru Maria måtte have følt, og ligeledes også de disciple som stod dér sammen med hende.

Gennem fejringen af liturgien er det netop denne følelse vi så vidt muligt skal prøve at leve os selv ind i, for netop at forsøge at mærke på egen krop og sjæl, hvor meget Jesu død betyder for hver enkelt af os. For hvis ikke vi forsøger at leve os ind i korsfæstelsens mysterium, så er det netop at det hele hurtigt kommer til at fremstå som noget lettere distanceret.

Ved frembærelsen af korset på denne langfredag – som vi om lidt på ny skal genopleve – synger vi ordene: “Se det korsets træ, hvorpå verdens frelse hang” – Det er ord som på trods af det paradoksale i dét som korset egentlig symboliserer, netop er med til at styrke os i håbet om opstandelsen. Om end at korset i sig selv kunne have været at betragte som den endelige afslutning, så er håbet netop med til at understrege og bekræfte for os, at dette kors hvorpå Kristus han ikke bare er et simpelt kors, som blot blev anvendt som et grufuldt torturinstrument.

Derimod – når vi netop betragter korset med troens øjne, så ser vi ikke længere et grufuldt instrument, som var med til at slå et menneske ihjel – men vi ser i stedet at dette træ; at dette kors hvorpå Kristus hang, at det nu er blevet til livets træ, og at det er dette korsets træ, hvorpå verdens frelse hang, vi som troende er nødt til på særlig måde at omfavne.

Jesus sagde på et tidspunkt til sine disciple, at “hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det”.

Uanset hvor grufuldt et kors end måtte fremstå, så er vores kristne kald at lære at kunne omfavne dette korsets træ, og ikke mindst lære at kunne tage vores egne kors på vores skuldre for dérefter at følge Kristus. For udenforstående vil det virke paradoksalt eller besynderligt at lade sig korsfæste eller ligefrem at tage et kors på sine skuldre, men sådan tænker man dog alene hvis man ikke har forstået hvilket mysterium som korset i dybeste forstand egentlig rummer.

Alle har vi uden tvivl vores egne udfordringer med at kunne tage vores eget kors på skulderen, og selv vi falder måske fra tid til anden alt imens vi forsøger at bære korset sammen med Kristus – men vi har dog valgt at tage korset på os netop fordi at vi har indset og ikke mindst til en vis grad forstået hvad det er for et mysterium korset gemmer på.

Vi ved at korset nemlig ikke er et hvilket som helst kors, men det er det livets træ hvorpå frelsen hang, og vi ved gennem troen og håbet at der ikke er givet os mennesker noget andet tegn ved hvilket vi kan blive frelst.

Vi hylder korset, og lærer at omfavne det, fordi vi ved, at dette kors i sidste ende er og bliver vort eneste håb.

Amen.