Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Lyset skinner i mørket”

PRÆDIKEN

PÅSKEVIGILIEN – 11.4.2020

Af p. Jan Hansen

Af erfaring så ved vi hvilken forskel ét eneste lys kan gøre, og særligt i denne nat hvor vi på ny kan fejre Jesu Kristi opstandelse er netop lyset i centrum, ikke blot som et symbol på den opstandne Kristus, men i særlig grad også som en vigtig påmindelse om, hvad det er Kristus ved sin død & opstandelse har udrettet for hele verden.

Når vi som mennesker vandrer eller blot stille går rundt i mørke, så ser vi selvsagt ikke hvor vi går, og vi ser heller ikke de farer der måske ligger lige neden for vores fødder, som vi derfor også kan risikere at falde over – lyset derimod hjælper os til at kunne se klart og tydeligt igen, og ved at vi pludseligt kan se alting omkring os i et helt nyt og klart skær, så begynder vores syn også at blive mere fokuseret.

Idet vi begynder at kunne se klart og tydeligt igen, så bliver det også åbenbart for os, at vores virkelige fokus ikke nødvendigvis behøver at være de problemer eller forhindringer der ligger lige for vores fødder, og som vi kan risikere at falde over, men derimod så ligger vores fokus pludseligt et sted længere ude i horisonten – for ved at lyset hjælper os til at se, kan vi nu se så langt som øjet rækker, og vi kan i særlig grad se, at vi jo er på vej mod et andet sted end dér hvor vi i øjeblikket befinder os.

Johannesprologen minder os om hvad lyset formår at gøre, for idet at lyset skinner i mørket, så er mørket ikke i stand til at gribe lyset; men lyset fortrænger mørket væk fra verden, og dermed hjælper lyset os også til at kunne se verden, og ikke mindst vores plads i denne verden, på en helt ny måde. Troen på Kristi opstandelse er om noget et stærkt lys der hjælper os til at kunne se klart og tydeligt, og ikke mindst at kunne holde vores blik stift rettet mod dét der venter på os et sted længere ude i horisonten.

Det er en ældgammel tankegang, at vi som kristne skal prøve at betragte vores liv i denne verden som værende én lang pilgrimsvandring, og dét som særligt er karakteristisk for én der er på en længere pilgrimstur er, at vedkommende selvfølgelig har et klart og tydeligt endemål.

Men en pilgrimstur kan ofte til dels være en noget hård tur, og samtidig kan det også være en til tider lidt farlig færd som vi har bevæget os ud på; dog ikke fordi at endemålet i sig selv er farligt – snarere tværtimod – men fordi at der for vores fødder, alt imens vi vandrer på vores vej, kan ligge mange farer som vi derimod kan risikere at falde over, hvis ikke vi passer på.

Derfor skal man som en pilgrim særligt passe på hvor man går, og man skal ikke udelukkende kigge på horisonten, men en gang imellem er man også nødt til – og dét særligt når man bevæger sig gennem et mere farligt terræn – at se hvor man går for netop ikke at skulle risikere at falde og slå sig; også vi er som troende nødt til at være forsigtige og ikke mindst huske at kigge, ikke hele tiden, dog blot en gang imellem for at se, om vi nu også vandrer det rigtige sted, og om der ligger noget for vores fødder som kan få os til at falde.

Og alt imens vi langsomt vandrer på vores pilgrimsfærd igennem denne verden, så har vi såmænd nok et sted at sove og hvile ud, og vi får da forhåbentligt også noget at spise & drikke, men vi er også på samme tid klar over at vores sande hjem hverken er af – eller for den sags skyld i – denne verden. I kraft af vores tro på Kristus, så er vi som pilgrimme i denne verden mere end noget andet på vej mod Faderens hus, dér hvor Kristus er gået forud for os, hvor Han er taget hen for dér at berede en bolig for hver enkelt af os.

Amen.