Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Verden har brug for lys og håb”

PRÆDIKEN

PÅSKEDAG – 12.4.2020

Af p. Jan Hansen

I en tid som vores, og ikke mindst i en så alvorlig situation som verden står i, og hvor håbet for mange rundt omkring ude i verden synes at være langt borte, så er Påskens budskab i dén grad noget vi mennesker har hårdt brug for at høre.

Kirken hjælper os dog gennem liturgien til at kunne genopleve hvordan det må have været dén glædelige Påskedag, hvor Jesu disciple tog ud til graven efter at have modtaget besked om at graven var tom. På én og samme tid har de nok i starten været grebet af en blanding af frygt og glæde – en frygt om at nogen måske havde stjålet liget af Jesus, men så dog alligevel en glæde over, at det så nok alligevel var sandt at Han ikke længere var død, men derimod at Han – som Han også havde sagt – var opstået fra de døde.

I dag kan vi som troende så forsøge at leve os ind i Påskens mysterium, hvilket vi først og fremmest gør ved at lytte til vidnesbyrdet fra de som befandt sig ved graven Påskemorgen, og som selv fik den Opstandne at se med deres egne øjne. Den eneste grund til at vi i dag – små 2.000 år senere – så kan fejre denne glædelig Påskedag, er alene fordi vidnesbyrdet fra de, som selv havde mødte den Opstandne, ikke kunne andet end netop at løbe ud for at fortælle andre om dét de havde set med deres egne øjne.

Selvom vi måske har vænnet os til at kunne fejre Påsken år efter år, så er det også vigtigt at vi på sin vis på ny forsøger at lade budskabet trænge så meget ind i os, at vi prøver at tage det til os, som var det første gang, vi selv fik dette glædelige budskab at høre, at Kristus vitterligt er opstået fra de døde.

Verden har brug for et lys og et håb – ikke kun her og nu, men også i fremtiden; og det er derfor også kun Kirken som i sidste ende kan formå at give verden dét lys og dét håb som så mange mennesker inderligt søger. Derfor har Kirken også fået den vigtige opgave lagt på sine skuldre, at den fortsat skal forkynde at Kristus ikke er død, men at Han lever og at vi alle, gennem troen på at alt dette nu også er sandt, vil kunne få del i håbet om, at vort liv her på jorden er én lang forberedelse til et nyt og endnu bedre liv, som vil vare i al evighed.

Om end Kirken i denne tid mange steder verden over har været nødsaget til fysisk at lukke for kirkerne, så betyder det ikke at vores tro på nogen måde dør ud, selvom det for mange måske kan være svært at holde liv i troens ild. Trods dét at Kirken desværre ofte må bøje nakken for en virkelighed der tvinger den til at indordne sig under større og mere magtfulde kræfter i denne verden, så vil vores tro og vort håb på Kristus ingenlunde dø ud.

Tværtimod – så kan vi blot håbe, og ikke mindst sætte vor lid til at denne tid, hvor mange troende slet ikke vil få mulighed for at fejre Påske i en kirke, ikke desto mindre vil være med til at styrke den enkelte i troen på, at Kristus fortsat alene er Vejen, Sandheden og Livet, men særligt også at håbet om Opstandelsen vil formå at kunne leve i bedste velgående.

Gud både kan og vil til hver en tid formå at vende en forfærdelig situation til noget godt, og der er ingen tvivl om at troen og håbet hos mange vil kunne overleve selv denne forfærdelige verdensomspændende krise som vi nu befinder os i, også på trods af at den sakramentale ørkenvandring for mange troende desværre nok også vil fortsætte en rum tid endnu.

Selvom Påskefejringen i år er anderledes end den plejer, så er det glædelige budskab som vi hører om heldigvis stadig det samme; også troen og håbet vil stadig forblive det samme som det plejer, så længe at Kirken endnu har sin gang her på jorden. I sidste ende er det hver enkelt af os, der som troende er kaldet til fortsat at vidne om hvad Kristi Opstandelse har betydet – ikke kun for hver enkelt af os, men mindst lige så meget for hele verden, som mere end noget andet har brug for et lys og et håb at kunne klynge sig til.

Amen.