Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Troen er vejviseren til Himlen”

PRÆDIKEN

HVIDE SØNDAG – 19.4.2020

Af p. Jan Hansen

Som kristne er vi fuldt ud klar over at livet i denne verden ikke altid er en dans på roser, men at vi ofte må kæmpe en del – må vi kæmpe med at få gjort noget ved vores egne synder og øvrige udfordringer som vi har i vores liv, og i forlængelse af dette kommer jo særligt udfordringen med hele tiden at forsøge at være trofaste i måden hvorpå vi udlever vores tro.

Apostlen og evangelisten Johannes er som bekendt én der ynder at opstille et modsætningsforhold mellem Gud og verden; dvs. i bund og grund, mellem troen på Gud og fravalget af selvsamme tro. Selvom der er mange rundt omkring som vil påstå at det til syvende og sidst er lige gyldigt om man er kristen, jøde, muslim, buddhist eller ligefrem ateist eller agnostiker, så er Johannes heldigvis meget klar i mælet og siger det ligeud.

– og NEJ, det er sådan set ikke lige gyldigt hvad det er vi mennesker så vælger at tro på her i livet, fordi der er jo sådan set kun én sand vej til Gud, og denne vej er gennem troen på at Jesus Kristus jo er Guds Søn. Det er selvfølgelig ikke nogen overraskelse for os kristne, at der sådan set kun er én vej til frelse.

Men derudover så understreger Johannes sådan set også, at grunden til at vi får del i sejren over døden, det er alene at vi har valgt at tro på Kristus; det er med andre ord ikke en abstrakt form for tro som er nødvendig for at kunne få del i frelsen, men det er ganske simpelt – blot at tro på Jesus som Guds Søn.

Men troen på er heldigvis ikke uden vidner, fordi Johannes fortæller os, at vi har både Ånden, vandet og blodet som vidner, og som derfor er med til at give os en stålsat tro på at det alt sammen er sandt.

Gennem Ånden bliver vi til Guds børn, og mens at Kristus ved sit blot har forløst verden fra syndens greb om os, så er det vandet som i dåben renser os fra synden, og dermed giver os del i frelsen, samtidig med at vi derved også bliver til Guds børn – så alle disse tre ting, hører sådan set uløseligt sammen, fordi at de er med til at understrege over for os alle, hvad troen netop skænker os.

I indledningen af dåbsritualet hører vi hvordan det understreges at troen – mere end noget andet – skænker os det evige liv, hvilket dermed både Ånden, Kristi blod og dåbsvandet samlet er med til at pege os frem mod.

Men forudsætningen for at vi kan holde ud og derved også nå helskindet frem til Himlens port, det er at vi enhver efter bedste evne gør hvad vi kan for at holde fast i de bud som vi har fået – for buddene fra Gud er som et kort, der hjælper os til at finde vej i et svært og farligt terræn.

Så når man er ude for at forsøge at finde vej, så har man brug for et kort der præcist kan fortælle os hvor der måtte være fare på færde, men også hvilken rute som er den mest sikre at vandre ad.

Vores endelige destination er selvsagt det evige liv, men troen på Kristus er som en vejviser der viser os vejen som vi er nødt til at vandre ad for at nå helskindet frem; og buddene er med til at markere på en klar og tydelig på vores åndelige kort, hvilken vej der så er den sikreste, således at vi sikkert kan nå frem til Himlens port.

Amen.