Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Bliv blot vrede, men synd ikke”

PRÆDIKEN

4. SØNDAG EFTER PÅSKE – 01.05.2020

Af p. Jan Hansen

I den katolske tradition er begrebet synd heldigvis ikke noget som vi fuldstændigt har glemt at forholde os til – i hvert fald ikke fuldkomment, om end at mange nok vil mene at det er en smule gammeldags overhovedet at snakke om hvad synd egentlig er for en størrelse. Hvis vi skal kunne forholde os til synden i vores eget liv, så er vi alt andet lige nødt til at overveje de konkrete synder som vi begår, de store såvel som de små synder vi kan have tendens til at begå.

Selvom vi måske ikke altid synes at det er lige rart at høre tale om begrebet synd, så er det ikke desto mindre vigtigt at vi aldrig glemmer, at netop synden er selve årsagen til at Kristus faktisk kom som et menneske, fordi at vi havde et behov for at blive befriet fra synden, der konstant forsøger at trække os væk fra Gud.

Men noget af dét vi måske ikke snakker så meget længere om i katolske kredse er det som man i gamle dage kaldte de 7 dødssynder, men som i dag blot kaldes for de 7 hovedsynder – princippet er dog stadig det samme, nemlig at der findes 7 konkrete former for synd som er så alvorlige og omsiggribende, at de med rette kan betragtes som værende selve kilden til alle andre synder vi mennesker kan formå at udrette.

Selvom vi i dag ikke længere kalder dem for dødssynder, er det måske alligevel værd at holde fast i dette begreb, fordi en dødssynd udtrykker på sin vis vores menneskelige oprør imod Guds bud, og dermed også imod selve Guds væsen.

De syv hovedsynder er som bekendt – hovmod, grådighed, utugt, misundelse, frådseri, vrede og dovenskab. Dét som alle disse syv synder har til fælles er netop dét at de får os til at sætte kærligheden til Gud over styr, ved at vi i stedet lader os lede af en til tider fordrejet form for kærlighed til det skabte og til alt dét som vi i stedet ender med at blive til en form for idolatri i vores eget liv.

I apostlen Jakobs brev hører vi ham så beskrive vreden som noget der egentligt spænder ben for at vi kan gøre Guds vilje, idet apostlen skriver: “Vrede udretter intet, der er retfærdigt for Gud”.

I sin kommentar til de syv dødssynder, så skrev Skt. pave Gregor den Store, at vreden grundlæggende set forhindrer os i at nå til en tilstand af fred med Gud, fordi at vreden opildner os så meget at den gør os ude af stand til at kunne tænke klart og rationelt; dérfor får vreden os til at agere på en irrationel måde alene ud fra følelser, snarere end at vi lader os lede af vores dømmekraft og ikke mindst en vis mængde eftertænksomhed.

Hvis vi så i stedet vælger at læse Paulus’ brev til Efeserne (4, 26) hører vi ham sige: “Bliv blot vrede, men synd ikke. Lad ikke solen gå ned over jeres vrede, og giv ikke plads for djævelen”. Dette burde vel egentlig få os til at tænke at vreden måske alligevel i visse tilfælde godt kan retfærdig-gøres, for ellers lyder det jo til at den ene apostlen modsiger den anden.

…og jo, der findes faktisk også en form for retfærdiggjort vrede, som vi med rette i visse tilfælde kan tillade os at blive påvirket af. I situationer hvor at en voldsom uretfærdighed bliver begået, og hvor at vi ser nogle mennesker handle på en måde der ikke bare er upassende, men også direkte i strid med Guds bud, så har vi ikke kun en ret, men måske ligefrem en pligt til at lade os blive indigneret over en sådan tilstand.

Vi kan sådan blot tænke på de mange tilfælde særligt i GT hvor Gud med jævne mellemrum bliver vred over, at folket ikke agerer på dén måde de er blevet bedt om, og hvor de gang på gang får at vide, at de skal følge Guds bud, men så alligevel ender de med at gå imod Gud, og ikke mindst vælger de at ignorere Guds påbud til sit folk.

Så når vi betragter begrebet vrede, så siger det derfor også sig selv, at der jo på sin vis er en hårfin grænse mellem hvornår vreden er en retfærdiggjort vrede, og hvornår den så ender med at blive til en decideret dødssynd, som ender med at trække os væk fra Gud.

Når vores vrede ikke længere handler om at vi er oprevet over at en uretfærdighed har fundet sted, men at den i stedet bliver omdannet til en form for hævngerrig vrede, så er det at vreden netop bliver til en alvorlig synd, fordi så er vores mål ikke længere består i at komme en vis uretfærdighed til livs, men snarere at påføre andre en straf som hævn for dét de har gjort enten imod os eller imod andre.

Heldigvis så behøver vi som troende aldrig at blive efterladt i synden, fordi enhver synd har nemlig også en modgift som hjælper os med at blive afvendt med en konkret synd – og dét er en anden ting som vi af én eller anden grund nok heller ikke snakker så meget om i katolske kredse længere, nemlig de gode gamle dyder.

Dyderne er i bund og grund de gode vaner som hjælper os til at handle i overensstemmelse med Guds lov, og som dermed også hjælper os til at genfinde vores sande menneskelige natur. Mens at synden deformerer vores menneskelige natur, så er dyderne med til at genoprette vores menneskelige essens, og dermed er dyderne i sidste ende også med til at lede os tilbage til Gud, og til et liv i fuldkommen lykke.

Amen.