Sankt Karl Borromæus Gruppen

Martyrerne fra Wuhan

Hellige Jean-Gabriel Perboyre, bed for os!

Nej, overskriften henviser ikke til de første, der døde af COVID-19, og heller ikke til den kinesiske læge, Li Wenliang, som blev arresteret for de tidligste forsøg på at advare om samme virus, og siden døde af den. Overskriften henviser til det faktum, at Kinas første helgener led martyrdøden i Wuhan. Det drejer sig bl.a. om den franske missionærpræst fra St Vincent-ordenen, Jean-Gabriel Perboyre, der blev korsfærstet i Wuhan den 11. september 1840, på ordre af Mandarinen af Hubei.

Den hellige Therese af Lisieux gemte et billede af Jean Perboyre i sin bønnebog, og bad inderligt for missionens martyrpræster. Skt Perboyre blev saligkåret af pave Leon XIII i 1889 og helgenkåret af pave Johannes Paul II i 1996.

Da Johannes Paul d. II. i 1996 helgenkårede Perboyre, blev det af den forræderiske, såkaldt “patriotiske” association betegnet som “et slag i ansigtet” på kommunismen. At sætte troskaben mod Guds vilje over frygten for Verdens magt, anses af diktaturet som en trussel mod dets eneherredømme i Kina. En trussel, som Vatikanets eftergivenhed ift. den kommunisttro association fornylig har svækket.

Det er den gamle samvittighedskonflikt i Kirken som dybest set handler om troskab overfor forræderi: om Judas og alle hans efterfølgere der har ladet sig friste af verdens sølvpenge. Men også om genfundet troskab når hanen galer.

Historiens eksempler er talløse: fx den “rallierede” forræderkirke under revolutionen i 1700-tallets Frankrig. Og særlig i dag, 2. søndag i maj, hvor man i Frankrig har den eksterne fejring af den hellige Jeanne d’Arc, kan vi tænke på den 19-årige martyr af Orléans, Frankrigs værnehelgen, som blev brændt på bålet med en forræderisk biskops billigelse. Han hed Pierre Cauchon (på fransk udtalt som ordet “cochon”, gris).

Også i vor tid oplever vi denne evige konflikt. Som en amerikansk historiker, John Rao, for nylig skrev om visse amerikanske biskopper: “De er opfyldt af en slags “hellig frygt” for at, hvis de skulle åbne dørene til “fornyelsens” ellers normalt tomme kirker, hvor det faktisk er let at holde social afstand, kunne nogle af de der dukker op bagefter påstå at de blev syge der. En virkelig katastofe kunne følge : man kunne jo fratage dem de sidste ejendomme og besiddelser, hvis sammenskrabning altid har været den virkelige stolthed og glæde hos mange af de forretningsorienterede biskopper.” Ja, mammon og verdens anseelse prioriteres af dagens hierarki ikke sjældent over troskab mod Kristi lære og Kirkens tradition. Så bliver pandemi til pandemoni.

Vi må altså anråbe troskabens helgener – fra de hellige apostelmartyrer, over den hellige Jeanne d’Arc, til den hellige Jean-Gabriel Perboyre – om forbøn i nøden, også for vore biskoppers troskab når det virkelig gælder. Og en anden amerikansk historiker, David Clark, som har specialiseret sig i de kinesiske martyrer under studieophold i Wuhan, udtaler: “Den hellige Perboyre led kvælningsdøden – han døde, fordi han ikke kunne trække vejret. Er han da ikke den rette at anråbe om forbøn i forhold til denne sygdom [COVID19]?”