I morgen, for hundrede år siden – den 18. maj 1920 – fødtes Karol Wojtyła i den polske by Wadowice. Han skulle blive det 20. århundredes sidste Pave, og blev helgenkåret i 2014. Næst efter Skt. Peter selv og den salige pave Pius IX,er han også den pave i kirkehistorien, som længst har beklædt Petersembedet (1978-2005).
Hans efterfølger, Pave emer. Benedikt XVI, har udgivet en tekst i dagens anledning, hvorfra vi citerer og oversætter:
Da Kardinal Wojtyła blev valgt som Skt. Peters efterfølger den 16. oktober 1978, var Kirken i en dramatisk forfatning. Koncilet [2. vatikankoncil, red.] var i offentligheden blevet præsenteret som et skænderi om troen, hvilket syntes at fratage koncilet dets ufejlbarlige og urokkelige sikkerhed. En præst fra Bayern udtrykte situationen sådan: “Når alt kom til alt, faldt vi for den usande tro”. Den følelse, at intet længere var sikkert, at der blev sat spørgsmålstegn ved alt, blev næret endnu mere af måden hvorpå den liturgiske reform blev gennemført. Det kom næsten til at virke som om liturgien kunne opfinde sig selv. Paul d. VI bragte koncilet til afslutning med energi og og beslutsomhed, men derefter stod han overfor stadig mere presserende problemer, der når alt kommer til alt gjorde selve Kirkens eksistens til et spørgsmål. På den tid sammenlignede sociologer Kirkens situation med Sovjetunionen under Gorbachev, hvor den magtfulde sovjetstat brød sammen under reformprocesser.
Den hellige pave tog især fat på troskrisen og bekræftede gennem en række væsentlige skrivelser og prædikener Kirkens traditionelle lære, fx om ægteskabets og det ufødte livs ukrænkelighed. Den liturgiske krise forsøgte han også at løse, bl.a. gennem det apostoliske brev Ecclesia Dei fra 1988, som dels ville hele splittelserne blandt biskopperne, og dels udstak de første opfordringer om at lette den fortsatte fejring af den traditionelle liturgi. Desværre var ingen af delene nok til at hele de dybe sår i Kirkens legeme, som var opstået i koncilets kølvand, og det liturgiske kaos lykkedes det heller ikke at få gjort op med, trods Pavens indstændige formaninger – både vedr. reglerne for den nye liturgi, og hvad angik de troendes umistelige ret til at deltage i den traditionelle messe. Det sidste problem blev først helt officielt løst med pave Benedikt XVI’s eget motu proprio fra 2007 – men det skal ikke glemmes, at en kommission af kardinaler allerede i 1986 havde erklæret hvad der er motu propriets vigtigste budskab: den traditionelle liturgi har aldrig været forbudt, for den kan aldrig forbydes. Den blev da også brugt mange steder i Kirken uden ophør i de 15 mørkeste år fra 1969 til 1984, hvor det første universelle dokument om dens efterkonciliære brug blev offentliggjort. Ja, i en del katolske menigheder verden over – og endda i enkelte bispedømmer – har de troende den dag i dag aldrig set den “nye” messe.
Når vi ser tilbage på den hellige Pave Johs. Paul d. 2.’s lange pontifikat må det således være med taknemmelighed for alt det han fik bragt på plads i Kirken – på trods af at han virkede i en af de mest forvirrede og udfordrende perioder i kirkehistorien.
Som Pave emer. Benedikt afslutter sit festskrift:
Guds magt og godhed blev synlige for os alle i Johannes Paul d. 2. I en tid, hvor Kirken igen lider under det ondes undertrykkelse, er han et tegn på håb og tillid for os.