Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Helligånden binder os sammen”

PRÆDIKEN

PINSEDAG – 31.05.2020

Af p. Jan Hansen

Efter Kristi Himmelfart vendte disciplene som bekendt hjem til Jerusalem fyldt af glæde; de vendte hjem for at tilbringe tiden forsamlet i bøn, indtil dén dag hvor Helligånden kom over dem. Det var netop 50 dage efter Herrens opstandelse at de modtog Helligånden som skulle styrke dem i den mission de havde modtaget af Herren, inden han for øjnene af dem blev taget op til Himlen.

De sidste instrukser som nemlig Jesus gav sine disciple, var at de skulle gå ud i hele verden for at gøre alle folkeslagene til hans disciple, og idet de prædikede omvendelse til Kristus skulle de døbe enhver, som blot ville komme til troen på at Kristus er vejen til frelsen, i den Hellige Treenigheds navn.

Om end at Pinsen i høj grad har fokus på Helligånden, så er det dog af én eller anden grund ikke unormalt at denne tredje person i Treenigheden, måske ofte til daglig glemmes, og at vores fokus i langt højere grad ender med at være drejet over på de to første personer af Treenigheden, dvs. Faderen og Sønnen.

Faderen er jo dén der tillægges ansvaret for at have skabt hele verden, og Sønnen derimod får æren for at have løst hele verden fra syndens greb, da han døde på korset, men det er næsten som om at Helligånden lidt bliver taget for givet i alt dette, og dermed at vi også kan have en tendens til at glemme Helligåndens plads i vores og dermed også i Kirkens liv. Det er selvfølgelig værd at huske på, at intet jo foregår i Kirken uden at hele Treenigheden, er med i det – intet sker uden at både Faderen, og Sønnen og Helligånden på en eller anden måde tager del i Kirkens liv, og dermed også i alt det vi selv foretager i vores liv som troende.

Historisk har Helligånden op gennem i den vestlige Kristendoms historie været lidt gemt bort, mens at man i de østlige og ortodokse kredse historisk set har haft et langt større fokus på Helligåndens rolle i Kirkens liv. Man kunne formentlig godt mene, at vi som Kirke til en vis grad måske begynder at genopdage hvad det præcist er at Helligånden gør. Dette er dog ikke ensbetydende med, at det så kun er kristne der betegner sig som værende karismatiske eller praktiserer en form for tungetale, som er i stand til at blive fyldt af Helligånden.

Men når dét så er sagt, hvad er det så at Helligåndens rolle er – ikke bare i Kirkens liv som helhed, men i særdeleshed også i vores eget liv som troende kristne…?

Når vi troende individer drages mod Gud, og når vi dermed drages til at søge den absolutte kærlighed, som Gud jo er, så er det netop Helligånden der virker i os. Helligånden er nemlig i sig selv et udtryk for den gensidige og selvopofrende kærlighed som er til stede i selve Treenigheden, og dermed er det Helligånden som indgyder os at elske med den selvsamme kærlighed hvormed Gud har elsket ikke bare verden, men i særdeleshed alle os mennesker som er blevet skabt i Guds billede.

Vi har meget at kunne takke Helligånden for – og det er derfor heller ikke for meget sagt, at Kirken derfor heller ikke kan klare sig uden at Helligånden er med til at gennemsyre alt i Kirken. Det er Helligånden som i sidste ende alene kan formå at holde sammen på hele Kirken.

Det er Helligånden som gør, at alle vi der er døbt, og dermed er en del af Kirken også kan formå at holde hinanden ud, på trods af alle vores forskelligheder; det er Helligånden som lærer os at vi skal elske hinanden som brødre og søstre, netop på trods af at vi som individer er yderst forskellige. Dermed lærer vi også at blive i stand til at kigge ud over vores umiddelbare forskelle, og dermed lærer vi at se på andre mennesker på samme måde som Gud betragter hver enkelt af os; vi lærer med Helligånden at se på andre mennesker med kærlighedens øjne.

Vi lærer at elske andre, alene fordi at de som mennesker skabt i Guds billede fortjener at blive elsket, og ikke blot fordi at vi subjektivt accepterer at det måske kan være nødvendigt at vi lærer hvad det vil sige at elske hinanden, lige som Gud har elsket hver og én af os tilstrækkeligt til, at han har villet skabe os.

Når vi taler om Kirken, så refererer vi ofte til Kirken som de levende stene, mao. hver og én af alle vi der er døbte, og som dermed er en integreret del af Kirkens liv. Ligesom en mur har brug for cement for at kunne holde sammen på de mange mursten, således har Kirken i særdeleshed brug for Helligånden til at kunne holde sammen på alle de levende stene i Kirken.

Helligånden er kærligheden som i sidste ende binder os alle sammen, og dermed hjælper os til at være et tegn til hele verden om, at I troen på Kristus lærer vi at lægge vores egne idealer og ønsker til side, for dermed at give plads til at vi alle kan leve troen side om side i den ene og samme Kirke, for at den netop må kunne være et tegn til verden om den kærlighed Gud har til alle mennesker.

Amen.


Billeder fra dagens messe i Jesu Hjerte kirke: