Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Hvem vil vidne om Kristus?”

PRÆDIKEN

MANDAG I PINSEOKTAVEN – 01.06.2020

Af p. Jan Hansen

Pinsen blev som bekendt startskuddet på den store mission, og dermed betegnes Pinsedagen med rette også som værende Kirkens fødselsdag, fordi at Kirkens eksistens alene beror på dens evne til hver en tid at være missionerende indtil verdens ende, og inden dén dag hvor Kristus vil komme tilbage for at dømme de levende og de døde.

Denne mission, som Jesu apostle begyndte på for små 2.000 år siden, har vi nu fået lagt på vores skuldre, og det er dermed vores fælles ansvar at arbejde for troens udbredelse i hele verden, og når vi bliver for gamle og en skønne dag skal kaldes hjem til Vorherre, så står der forhåbentlig en ny generation af troende klar til at overtage denne opgave, således at Kirken til hver en tid kan udleve dens kald og udføre den mission om den har modtaget – men indtil dén dag hvor vi ånder ud, da har vi hver især et ansvar for troens udbredelse i verden.

At vi som Jesu Kristi Kirke gør hvad vi kan for at udbrede evangeliet, er sådan set udelukkende noget vi gør, blot fordi at vi har fået en ordre om det fra Gud selv – nu er det dog ikke sådan, at vi så modvilligt prøver på at evangelisere, og at vi egentlig helst ville være fri. Forhåbentlig er det vel tilfældet, at troen netop er noget vi holder så meget af, at vi dérfor som en naturlig konsekvens dermed også ønsker at andre må kunne få del i denne samme tro.

At vidne om Kristus kræver dog først og fremmest at vi selv lever et dybt åndeligt liv, fordi at vi selvsagt ikke kan videregive dét vi ikke selv besidder; dernæst er det så en grundlæggende forudsætning for troens udbredelse, at vi som individer også tør være åbne om vores kristne tro.

Denne del kan måske i realiteten være sværere end man lige tror, særligt fordi at vi jo befinder os i et land som på mange måder ikke synes at betragte tro eller religion som noget værdifuldt, og hvor at man måske af frygt for at blive nedgjort, nemt kunne blive foranlediget til at gemme sin tro lidt væk, så man derfor i andres øjne må kunne fremstå som værende et lidt mere “normalt” menneske, lige som alle andre mennesker i dette sekulariserede danske land.

At turde vidne om sin tro over for et andet menneske kræver et stort mod – og i særdeleshed er der brug for Helligåndens nåde til at styrke os, således at vi netop tør tage dét nødvendige skridt hvorved vi ikke viger tilbage fra at snakke om troen når vi er i selskab med andre, men at vi derimod som sande kristne troende tør vidne om dét vi jo inderst inde har kært. Vi bør nok alle med rette tænke på, at hvis ikke vi forsøger at vidne om Kristus, hvem vil så i sidste ende gøre det…?

Amen.