Sankt Karl Borromæus Gruppen

Enhedens liturgi

Med forfærdelse har vi i de seneste uger fulgt sagen om den afro-amerikanske mand, George Floyd, der blev kvalt på gaden af en betjent i en af USA’s storbyer. Som det er de fleste bekendt, er USA på mange måder et “community” land – med kvarterer og også kirker, der hver for sig er meget homogene (både socialt, sprogligt og etnisk), men hvor disse i det store hele lever på forskellige planeter. Undertrykkelse og uretfærdighed overfor én gruppe er nærmest ukendt for de andre grupper, fordi de ikke færdes samme steder eller kender nogen af de andre. Men med jævne mellemrum udbryder der så voldsomme opstande i de kvarterer, hvor uretfærdigheden mærkes, og der opstår også skarpe fjendebilleder, fordi man kun ser volden og ikke nøden. Man savner nemlig fællesskaber som forener.

I den katolske verden har de liturgiske innovationer fra 1969 faktisk fjernet et sådant fællesskab. Vi citerer fra en ny artikel af den katolske forfatter Peter Kwasinevski:

Tvangen til at bruge modersmål og fraværet af disciplin ift liturgiske regler og udtryk har opdelt os i små enklaver. Vi ender med at have messer for den højere hvide middelklasse af golfspillere, messer med afro-amerikansk gospelmusik, messer for hispanics, messer for vietnamesere etc. etc. Hvordan kan Kirken “forene forskellige racer” hvis hun ikke engang kan forene os omkring en fælles, genkendelig gudstjeneste? (…)

Min erfaring med menigheder over hele verden, hvor den traditionelle latinske messe bruges, er radikalt anderledes. Næsten overalt – og særlig i bysogne – ser jeg forskellige racer og etniciteter side om side på bænkene: asiater, afro-amerikanere, afrikanere, hvide fra alle europæiske baggrunde. Den faste form af gudstjenesten og dens dybe ærbødighed forener os alle. Den traditionelle latinske liturgi, sunget af celebranten og kirkens kor, er en og den samme for os alle, og binder os sammen som en fast, stabil og pålidelig “gylden regel”. Den er tyngdepunktet som drager os alle mod Kristus – og derfor, mod hinanden.

Vi har heldigvis ikke så heftige og synlige spændinger herhjemme, selvom de bestemt findes. Men vi kan da i høj grad genkende opsplittelsen af sogne i sproglige, sociale og ofte også etniske “grupper”. Og også hos ses blandingen af forskellige grupper til den traditionelle latinske messe, hvor alle er hjemme uanset oprindelsesland – altid fra mindst fire verdensdele. Også andre former for grupper blandes, når folk fra hele byen samles i samme kirke, som mange kører langt til – udelukkende for at samles om den liturgi, Kirken har brugt over hele jorden siden de første kristne århundreder, på et sprog som ingen af os taler derhjemme, men som forener os i samme tro. Også hos os skaber den traditionelle liturgi altså en enhed, som ellers ofte savnes. Den eneste form for skævhed, kritikere kunne pege på, er en ret markant overvægt af unge og børn – men vi byder heldigvis også en del ældre medborgere velkommen hver søndag, og meget gerne flere.