Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Knud Lavard – en dansk Martin af Tours”

PRÆDIKEN

SKT. KNUD LAVARDS SKRINLÆGGELSE (25. JUNI 1170) – 25.06.2020

Af p. Jan Hansen

Middelalderen i almindelighed, og den danske middelalder i særdeleshed, var en tid som til dels var præget af utallige magtkampe. Det danske rige var i det 11. og 12. århundrede en tid hvor mange konflikter hærgede mellem alle de der på én eller anden måde ønskede at få del i magten over Danmark.

Selvom man ofte kan fristes til at tænke, at middelalderen udelukkende var en tid netop præget af magtkampe, så er det dog i særlig grad – på denne dag hvor vi fejrer 850 året for hans skrinlægge – værd at huske på alt dét som Knud Lavard formåede at udrette, og som dermed også har været den medvirkende årsag til at han med tiden blev helgenkåret.

Knud Lavard blev født i 1096 som søn af Kong Erik Ejegod, bror til Knud den Hellige, den danske konge der endte som martyr i 1086, og endvidere var den første dansker der blev kanoniseret i år 1100 i Rom. Da Knud Lavard var dreng tog hans forældre på en pilgrimsfærd til det Hellige Land; en tur de desværre aldrig vendte hjem fra, og dermed blev Knud allerede som 6-årig forældreløs.

Knud blev sendt i pleje, og hans opvækst rundt omkring endte med at give med en vid horisont og en bred forståelse for både kultur og politik, og ikke mindst for Danmarks forhold til det øvrige Europa. Med tiden kom Knud hjem til Danmark, og blev udpeget som hertug – hvoraf tilnavnet “Lavard” kommer, som netop er den middelalderlige betegnelse for en hertug. Knud Lavard fik således ansvaret for at passe på Danmarks grænse mod syd, og blev hurtigt kendt som én der var med til at sikre ro og sikkerhed i Sønderjylland.

I særdeleshed blev Knud betragtet som en både from, gudfrygtig og gavmild mand; han støttede Kirkens mission blandt hedningerne, og sørgede for at der blev opført kirker rundt omkring, så endnu flere sjæle med tiden kunne få del i troen på Jesus Kristus. Så vellidt var Knud Lavard allerede i sin samtid, at han blev betragtet som en moderne dansk udgave af den Hellige Martin af Tours, der om nogen var kendt for sit engagement blandt fattige, og ikke mindst for Kirken og dens mission i særdeleshed. Men alt dette skulle som bekendt dog ikke vare ved.

Det var nemlig en kold januar måned i det Herrens År 1131, at Knud Lavard blev myrdet i et baghold ved Haraldsted ikke så langt fra Ringsted. Knud blev i høj grad betragtet som en potentiel arvtager til den danske trone, på et tidspunkt hvor Danmark endnu var et valgkongedømme, og derfor blev Knud af hans fætter Magnus den Stærke betragtet som et problem der hurtigt skulle ryddes af vejen, således at Magnus selv derimod med tiden kunne blive valgt til den danske trone, og dermed få magten over Danmark.

Mordet på Knud Lavard blev startskuddet på en borgerkrig, hvor der var kamp om den danske trone, og det var således først i 1157, da Valdemar den Store, der var Knud Lavards søn, fik held med at overtage tronen som Konge af Danmark, at en forholdsvis mere fredelig periode og opblomstring af det danske kongerige for alvor kunne begynde.

På Valdemars anmodning og ikke mindst med støtte fra den kirkelige øvrighed, rejste en kirkelig delegation til Rom for at bede pave Alexander III om at ophøje Knud Lavard til helgen. Paven udfærdigede bullen i november 1169, og den følgende sommer blev det markeret ved Knuds skrinlæggelse i den forholdsvis nye kirke indviet til Jomfru Maria i Ringsted – dén kirke vi i dag kender som Skt. Bendts kirke.

I dag – 850 år senere – er det naturligt at overveje hvilken betydning Knud Lavard så har for os. Det er selvsagt ét at betragte hans liv og levned som værende noget der nok hører Middelalderen til, men i langt højere grad er det til hver en tid, når vi i Kirken mindes de mange helgener som er gået forud for os, hvad de har at sige til os i dag, og dermed hvordan de kan være til inspiration for vores måde at udleve evangeliet på her i det 21. århundrede.

Fejringen af de gamle danske helgener, herunder Knud Lavard, minder os på sin vis om, at dét Danmark vi i dag tager for givet i særdelshed bygger på de kristne værdier, også selvom mange måske i vor tid ikke længere i nær så høj grad aktivt bekender sig til den kristne tro.

Lad os særligt bede til, at den kristne tro på ny må kunne blomstre op, og at dette land som tidligere var gennemsyret af de kristne værdier igen må kunne finde tilbage til sin dåbspagt, og lad os særligt på denne dag bede om Knud Lavards forbøn for os selv, og ikke mindst for troens udbredelse i Danmark.

Hellige Knud Lavard – Bed for os!