Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Gud ønsker at rense os for vores åndelige sygdomme”

PRÆDIKEN

13. Søndag efter Pinse – 30.08.2020

Af p. Jan Hansen

Menneskeheden er blevet ramt af en alvorlig sygdom – det er ikke en ny sygdom, for det er én der har eksisteret stort set lige siden Gud skabte mennesket og satte det på jorden. Sygdommen som vi alle er blevet ramt af, og som vi desværre til stadighed må lide under alt imens vi befinder os i denne verden, det er og bliver vores synd imod Gud.

Synden ikke bare adskiller os fra det fuldkomne liv med Gud, men det påfører os også en så alvorlig sygdom, at hvis ikke vi som mennesker bliver kureret for denne sygdom, så vil det have alvorlige konsekvenser for vores liv, ikke kun her i dette liv, men i særlig grad også for livet efter døden; og dét uanset hvad enten vi bryder os om at høre tale om, at det efter døden kan gå os knap så godt.

Selvom der uden tvivl er mange som fejlagtigt tror, at alle mennesker hvad enten de ønsker det eller ej, uden undtagelse bliver frelst og havner i himlen, så er det dog ikke tilfældet at Gud vælger at frelse os mod vores vilje, da dette naturligvis i sidste instans vil være i direkte strid med Guds inderste væsen, nemlig kærligheden – fordi kærligheden, og dermed muligheden for at opnå den evige frelse, forudsætter at vi som menneske er i besiddelse af den frie vilje, så vi selv kan beslutte om vi ønsker at vælge Gud, og dermed som en direkte konsekvens, den evige frelse – enten til eller fra.

Gud ønsker selvsagt at vi skal blive renset for denne sygdom som vi alle bærer rundt på, men Han ønsker dog at vi selv formår at udtrykke et oprigtigt ønske om at vi ønsker at blive kureret for denne lidelse.

På samme måde er det formentlig de færreste læger der ville finde på at starte behandlingen af en patient stik imod vedkommendes ønske, men derimod ville lægen formentlig nok gøre alt hvad der stod i sin magt, hvis blot patienten selv anmoder om hjælp til at blive kureret for sin sygdom.

I kraft af dåben bliver vi som bekendt renset fuldkommen for al den synd vi måtte have begået indtil dåbens tidspunkt, men fordi at vi stadig bærer rundt på en grundlæggende inklination til at synde, så har vi derfor brug for at blive renset fra vores åndelige sygdomme i ny og næ. Men som med lægen der næppe vil tvinge sin patient til at blive behandlet, vil Gud heller ikke tvinge os til at blive renset for vores åndelige sygdomme mod vores vilje – men gennem Kirken og dens præster, giver Gud os muligheden for at vi kan blive renset for vores synd.

Alt dette kræver at vi blot tør tage modet til os, og særligt erkende vores behov for at benytte skriftemålets sakramente, gennem hvilket vi bekender for vores åndelige læge, præsten, at vi har brug for at blive helbredt. Præsten, som den åndelige læge han er, vil herefter rense os for vores åndelige sygdomme, således at vi på ny er klar til at fortsætte vores pilgrimsvandring her på jorden i bare nogenlunde rask tilstand, indtil dén dag vores sygdom blusser op igen, og derefter kræver at vi går til endnu en behandling hos vores åndelige læge.

I dagens evangelium, ifølge Lukas, hører vi om de 10 spedalske der alle bliver mødt af Jesus, og efterfølgende bliver helbredt for deres sygdom. Af de 10 som blev renset, var der kun én eneste som vendte tilbage for at give Gud æren.

Det er én ting at vi i åndelig forstand forstår behovet for at blive renset for vore synder, og at skriftemålet alene er det sakramente som hjælper os til at blive fri for vores synd. Men et vigtigt aspekt, og som faktisk også har en vigtig betydning for hvordan det går os efter at vi har været til skrifte, det er hvordan vi så vælger at forholde os til den nåde vi modtager i absolutionen.

Vælger vi at gå til skrifte på en nærmest mekanisk måde, hvor vi blot remser vores synder op, uden måske inderst inde at føle en dyb smerte over det vi har påført Gud gennem vores synder…? Husker vi, når vi har syndet og været til skrifte, også at sige Gud tak fordi at Han har renset os fra vores synd, og dermed også kureret os for vores åndelige sygdomme…?

Skriftemålet formidler Guds tilgivelse og nåde, men dét som gør det muligt for os også at vokse i åndelig forstand, og dermed blive i stand til at vokse fra vores mange synder, det handler i høj grad om, hvordan vi forholder os til nåden ind i mellem de gange vi skrifter. Forsøger vi aktivt at samarbejde med Guds nåde hver eneste dag, eller tager vi det – igen på en lettere mekanisk måde – måske bare for givet, at “nå ja, hvis jeg synder, kan jeg jo altid bare skrifte igen”.

Men hvis nu vi fik at vide, at vi efter dåben kun havde mulighed for én eneste gang at komme til skrifte, for at blive kureret, så ville vi forhåbentlig nok være langt mere påpasselige i hverdagen, og dermed også være mere opmærksomme på, at vi for alt i verden skal gøre hvad der står i vores magt – og ikke mindst samarbejde mest muligt med Guds nåde, så vi kan formå at holde os fra de åndelige sygdomme.

For tiden bliver vi oplært i kunsten af at holde afstand til hinanden, så i denne ånd er det måske meget passende at vi så også på ny prøver at lære vigtigheden af, at vi i særlig grad skal formå at holde afstand til synden.

Amen.