Sankt Karl Borromæus Gruppen

Gudsfrygt eller barbari?

Et samfund, som mister sansen for det hellige, er i risiko for at falde tilbage i barbari. Sansen for Guds storhed er hjertet i enhver civilisation. At ethvert menneske fortjener vor respekt skyldes grundlæggende at det er skabt i lighed med Gud, i Hans billede. Menneskets værdighed er et ekko af Guds transcendens. Hvis vi ikke længere skælver med en glædesfyldt ærefrygt for den guddommelige Majestæt, hvordan kan vi da i ethvert menneske se et mysterium som fortjener respekt? Hvis vi ikke længere med kærlighed vil knæle ydmygt for Gud, hvordan vil da kunne bøje os for ethvert menneskes ukrænkelige værdighed som skabt i Guds billede? Hvis vi ikke længere accepterer at knæle respektfuldt og i tilbedelse for den hellige Eukaristi, hvori Gud kommer tilstede i den mest ydmyge og tilsyneladende ubetydelige skikkelse, hvad vil da få os til at tøve med at dræbe det ufødte barn, det svageste og skrøbeligste levende væsen? med at legalisere fosterdrab, som er en frygtelig og barbarisk forbrydelse? For vi kender dog nu den ubenægtelige sandhed, takket være videnskaben om generne: det menneskelige foster er fra undfangelsen et fuldt og helt menneskeligt væsen. Hvis vi mister sansen for tilbedelsen af Gud, vil menneskelige forhold farves af vulgaritet og agression. Men des mere vi ærer Gud i vore kirker, des mere vil vi også vise omsorg og hensyn mod vore brødre i vort øvrige liv. Derfor må vore hyrder, så snart de sundhedsmæssige forhold tillader det, give de kristne folk mulighed for sammen højtideligt at tilbede den guddommelige Majestæt i det hellige Sakramente.

Kardinal Robert Sarah, 8. maj 2020