Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Rosenkransen er en folkets bøn”

PRÆDIKEN

Vor Frue af Rosenkransen – 04.10.2020

Af p. Jan Hansen

På overfladen ser en rosenkrans måske ikke ud af meget, men indvendigt rummer den en helt utrolig kraft – en kraft som øjet ikke umiddelbart kan se, men som vores indre åndelige sans derimod klart kan fornemme. For de fleste praktiserende katolikker er og bliver Rosenkransen nok noget af det vi ofte vælger at gøre brug af når vi skal bede, fordi Rosenkransen er og bliver en folkets bøn, en bøn hvor vi beder til Gud gennem Maria.

Det er særligt når vi som troende oplever situationer der virker håbløse eller uoverskuelige, at Rosenkransen er et godt middel at ty til, fordi at med Rosenkransen i hånden kan vi roligt lægge alle vore bekymringer, ikke bare i Guds hænder, men særligt også i Jomfru Marias hænder – og vi ved, at når vi beder om netop Jomfru Marias forbøn, så ved vi også at hun vil frembære vore bønner og intentioner for sin Søn i Himlen.

Rosenkransen har derfor op gennem historien netop med rette formået at vise hvilken åndelig magt den inderst inde gemmer på. Grunden til at vi på en særlig måde fejrer festen for Vor Frue af Rosenkransen, kan spores tilbage til den 7. oktober 1571, hvor det store søslag ved Lepanto i Grækenland fandt sted. Det Osmanniske Rige, som på det tidspunkt var et større islamisk kalifat i øst, kæmpede aktivt for at indtage dele af det vestlige Europa, og derfor blev slaget ved Lepanto betragtet som et afgørende vendepunkt der én gang for alle skulle forsøge at forhindre dette islamiske kalifat i at brede sig resten af Europa.

Pave Pius V bad derfor de troende i store dele af Europa om at tage deres Rosenkranse i hånden, og bede intensivt om Jomfru Marias forbøn, og bede særligt for, at de kristne måtte sejre ved det kommende søslag. Da den kristne flåde vandt på nærmest mirakuløs vis, blev det derfor set som et tegn på at bønnerne til Gud, gennem Jomfru Marias forbøn, havde båret frugt – så til minde om Jomfru Marias hjælp i denne kamp, indstiftede Pius V derfor festen for Vor Frue af Rosenkransen på den 7. okt., datoen for sejren over det Osmanniske rige.

Man kan naturligvis påpege, at det ville virke ganske upassende at fejre en militær sejr – på trods af den noget dramatiske baggrund for den fest vi fejrer i dag, så er det alt andet lige værd at huske på, at det dog ikke er sejren i sig selv vi jo primært fejrer, men snarere mindes vi med taknemmelig den virkelighed, at Jomfru Maria går i forbøn for os når vi beder til hende med vores Rosenkranse i hånden; og dermed er dagens fest en særlig anerkendelse af forbønnens enorme magt, når blot vi i ydmyghed og tillid til Gud bærer vores bønner frem for Jomfru Maria, for at hun på vores vegne kan bringe dem frem for Guds trone i Himlen.

Dog må vi aldrig glemme, at vi som troende i realiteten faktisk befinder os i en stor og alvorlig kamp – men denne kamp er som bekendt en åndelig kamp, som også apostlen Paulus antyder, hvor vi har brug for al den åndelige hjælp og støtte vi kan få, fordi uden denne hjælp fra Gud, så vil vores chancer for at kunne overleve denne intense åndelige kamp ende med at blive kraftigt forværret.

Nu har Kirken heldigvis mange åndelige rigdomme som den med glæde stiller til rådighed for sine mange børn, dvs. til alle os som i kraft af dåben er en del af Kirkens store fællesskab her på jorden. Gud giver os derfor gennem Kirken med rette de mange redskaber som på hver deres måde hjælper os i denne åndelige kamp som vi hver især befinder os i. Heriblandt er rosenkransen et godt og effektivt redskab vi kan bruge til at vokse i vores tro – man kunne ligefrem også vælge at betegne rosenkransen som et effektivt åndeligt våben.

Selvom nogle nok ville betragte det som aldeles upassende, at betegne Rosenkransen som et våben, da bør vi med rette huske på, at selv Padre Pio, den populære franciskanske helgen der døde i 1968, konstant refererede til rosenkransen som sit åndelige våben, for det var med rosenkransen i hånden at han dagligt selv udkæmpede sit livs åndelige kamp mod den Onde.

Men uanset hvordan vi end vender og drejer det, og hvad enten vi bryder os om tanken eller ej, så befinder vi os i en åndelig kamp, og hvor vi dagligt må gøre hvad vi kan for at kæmpe for at vi kan holde fast i troen, og stride troens strid, som Paulus minder os om, og derfor har vi brug for al den hjælp vi kan få.

Gud har gennem Jomfru Maria, som vores himmelske mor, givet os en vigtig og kraftfuld forbeder. Vi kan med ro i sindet gribe fat om vores rosenkranse, fordi at vi ved at den rummer på en stor kraft. Vi ved også, at de bønner vi i tillid bærer frem for vor himmelske mor, dem vil hun tage til sig og bringe videre til sin Søn i Himlen. Rosenkransen ser som sagt måske ikke ud af meget, men den rummer på en åndelig kraft der er så stor, at selv helvedes magter skælver ved lyden af de bønner vi troligt og tillidsfuldt beder Jomfru Maria om at bære frem for Gud.

Amen.