Sankt Karl Borromæus Gruppen

Mellem Gud og mennesker

Han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte.  Han sagde: »I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker.  I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart!  Længe ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker,  vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær; ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet.«  Og Herren sagde: »Hør, hvad den uretfærdige dommer siger!  Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente?  Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?«

(Luk. 18,1-8)

Det sidste spørgsmål rammer os i dag hårdt. Tror vi virkelig på den overnaturlige virkelighed, på den ubegribelige Gud, der vil frelse os for samme tros skyld? Eller tænker vi, at Gud er en abstraktion, hvis ubegribelighed ikke er til at handle og tro på, i det mindste ikke med den tillid, som vi tror på menneskelige forestillinger, og endda også noget så omskifteligt som menneskets følelser? Er menneskers visdom og kærlighed os mere dyrebar end Guds?

Er vi som enken, der dag og nat trygler om Guds kærlighed, tilgivelse og frelse? Eller sætter vi vor lid til hvad vi selv og andre mennesker frembringer og samler sammen? Sætter vi al vor lid til Ham, som skabte os – eller tror vi på at vi selv kan redde os fra menneskeskabte ulykker?

Hvis Menneskesønnen kom til jorden i dag, ville Han stadig finde Middelalderens himmelstræbende domkirker, som vidne om mennesker der satsede alt på Guds hjælp. Men også mange tegn på, at mange i dag dårligt kender til den Gud, som råder for alt. Vi kan tænke på de store katastrofer der truer: virussygdomme, klimakatastrofer, ødelæggende krige. Når David i sin salme 120 retorisk spørger: “Hvorfra kommer min hjælp?”, svarer vi så “Fra vaccinen, som måske er på vej”, “fra vindmøllerne”, og “fra FN”? Eller svarer vi straks som David det langt dybere: “Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens skaber”? Beder vi som enken også om hjælp i det daglige, eller er “Herren” en sjælden pynt ved festlige lejligheder?

Der ligger forskellen mellem den antropocentriske og den teocentriske livsanskuelse, mellem slet ingen tro, og al tro. Der står den eneste meningsfulde strid for Kirken og troen i dag, som til alle tider.