Sankt Karl Borromæus Gruppen

En mærkelig artikel

Bispedømmets officielle organ, “Katolsk orientering”, bringer 30/10 en underlig artikel med overskriften “Den ekstraordinære messe og liturgiens ånd”. Som efterskrift til artiklen står der: “KO betragter med denne artikel debatten om den ekstraordinære liturgi som p.t. afsluttet, med venlig hilsen fra redaktionen“. Der kan altså ikke kan svares på den mærkelige artikel i bladet – hvorfor ikke, lades usagt. Måske fordi artiklen er så underlig, og fordi tidligere indlæg bare har været læserbreve fra lægfolk, anbragt bagest i bladet? Under alle omstændigheder må vi så nøjes med at kommentere den her.

Artiklen starter dramatisk med at spørge hvorvidt “diskussionen af den ekstraordinære messe contra den ordinære”, som “synes at brede sig i Katolsk Orientering og i mange kredse”, mon indebærer en “fare for kirkesplittelse”. Der viftes med afdøde ærkebiskop Lefebvre i en enkelt sætning, til skræk og advarsel. Og så forlades dette tema for resten af artiklen.

Nu følger et angreb på unavngivne tidligere debattører (“mange af indlæggene…”) som skulle lide af “uvidenhed om messens teologi og historie”. Artiklen er i øvrigt rigt udstyret med adresseløse anklager for ikke at have læst, forstået eller opfattet dette eller hint. Forfatteren angiver således at deltagere i den ekstraordinære messe “ikke opfatter sig som Kristi kirke i denne situation”, og tvivler samtidig på, om “katolikker, der går til den efterkonciliære messe, har forstået dette aspekt” (menighedens karakter af Kirke, eller hvad det nu er). Netop i den ordinære messe er der desuden, i flg. artiklen, “sikkert mange deltagere… der ikke har forstået alt det, der bliver læst op”. De fleste læsere vil et eller andet sted i artiklen føle sig trådt lidt på. En uheldig, men i disse tider ikke uset debatstrategi.

Artiklen er dog selv ganske løs i de historiske koder. Den giver læseren det urigtige indtryk. at den traditionelle messe først blev til ifm. “Tridentinerkoncilet” (1545-1563). Men blot et par afsnit senere udkastes den overraskende hypotese, at den traditionelle messe “kunne have været medårsag [sic] til den protestantiske reformation” (start ca. 1517). Den ordinære form er mere protestantisk, forstår vi senere, idet dens fokus på “Ordet” har gjort at “Kirken har nærmet sig protestantismen”. En tilståelsessag, ville mange nok sige.

Ellers er det mest substantielle i artiklen nok påstanden om, at den ekstraordinære messe skulle mangle en indledende “formel hilsen” til de troende, “en liturgisk akt” der “konstituerer de forsamlede mennesker som Kristi Kirke her og nu”. De af læserne, der stadig kan huske den ordinære messe, inviteres til at gætte på hvad det mon kan være der menes, og som den ekstraordinære mangler. Det kan i hvert fald ikke være en variant af “Dominus Vobiscum”, som jo faktisk følger kort efter trinbønnen i den traditionelle messe. Er det, der savnes så stærkt, mon celebrantens egne små påfund, eller en kreativ velkomsttale? Vi ved det ikke – men det er dog, i flg. forfatteren, “en af de vigtigste mangler” i Kirkens overleverede liturgi.

Forfatteren deler til slut mange års erfaring af at der er “ulighed hvad ånden angår” når den ordinære messe fejres, og at de almindelige sognemenigheder “mange steder” ikke “forstår” deres egen betydning, hvilket “påvirker messens fejring negativt”. Det slås fast, nu med adresse til den ordinære messe, at “Det, der mangler, er at de forsamlede troende opfatter sig som Kristi Kirke og hans brud, der fejrer det hellige messeoffer sammen med brudgommen”. Og her har forfatteren vist netop ramt, hvad en del katolikker faktisk synes er tydeligere i den ekstraordinære form – messeofferet, og at menigheden og præsten beder – ikke snakker – sammen. Det var nok ikke forfatterens hensigt fra starten at ende her, men på dette punkt i artiklen er enhver sammenhæng og retning også forduftet.

“Med venlig hilsen fra redaktionen.”