Sankt Karl Borromæus Gruppen

Den hellige tyksak

Det er naturligt, her mod slutningen af kirkeåret, at tænke over hvad hellighed er. På en måde er det at søge helligheden i sig selv en begyndelse til at finde den… og dog lader det hellige sig ikke indfange uden videre. Det lærte en lille gruppe af katolikker for nogle år siden, omtrent på denne tid af året.

Messe i Abbaye Sainte Madeleine, Le Barroux
Messe i Abbaye Sainte Madeleine, Le Barroux

Vi var til søndagsmesse i et af det katolske Europas åndelige kraftcentre: Benediktinerklosteret i Le Barroux, 100 km nord for Marseille. Klosteret er, sammen med sine aflæggere (som også omfatter flere søsterklostre), et fremtrædende eksempel på det katolske ordenlivs renaissance. Flere hundrede brødre og søstre har sluttet sig til det traditionelle ordensliv i disse klostre, siden Dom Gérard grundlagde Abbaye Ste Madeleine i Le Barroux i 1978. Og hertil kommer også tusinder af pilgrimme, som hvert år besøger de benediktinske klostre i kortere eller længere tid – de fleste utvivlsomt ligesom vi, for at indånde lidt af den fred og hellighed, sådan et sted emmer af. Og den gregorianske sang klinger virkelig i ørene længe efter man er vendt tilbage til trafiklarm og højtalermuzak i verden “udenfor”.

Den pågældende søndags evangelium (Matt. 13, 31-35) indeholdt to af Jesu billeder på Guds rige: sennepsfrøet og gæren. De siger bl.a. at Guds rige vokser frem af noget helt umærkeligt og uanseligt. Sommetider måske endda uden at den hellige eller hans omgivelser selv mærker det – man kan måske vænne sig til – eller helt overse – helgenen ved sin side, som  sennepstræet i haven?

Den unge munk, som prædikede, gav selv et lidt andet billede – fra klosterlivets  verden, men ikke svært at forbinde til vor egen:

I et kloster levede engang en broder Hans, som gik for at have en “lang arm” ved bordet, og som da også helt synligt var en rigtig tyksak. Men han overraskede til sidst! Da brødrene var forsamlede ved den fede munks dødsleje blev hans afsjælede legeme indhyllet i et mirakuløst lys som en mægtig glorie. En af brødrene udbrød, overrasket og næsten forarget over den himmelske herlighed, som tyksakken så tydeligt var på vej til: “Hvad…? Broder Hans åd jo for fire!” Da slog den tykke munk for sidste gang sine øjne op, og sagde: “Det er rigtigt, kære Broder. Men jeg havde ottes appetit”. Og derpå sov han ind til sin salighed.

Flere store helgener – herunder Therese af Lisieux – har understreget at alle er kaldet til hellighed, og deres liv viser også at helligheden spirer de mest overraskende og uanselige steder, og ikke kun i de store og tydelige manifestationer som martyrernes ofre eller eneboeres livslange bønsliv. Det var opbyggeligt at blive mindet om det netop i klosteret i Le Barroux.