Sankt Karl Borromæus Gruppen

Mens vi venter på Herren…

PRÆDIKEN

1. SØNDAG I ADVENT – 29.11.2020

Af p. Jan Hansen

Adventstiden er nok en gang over os, og dermed kan vi nu også tage hul på et nyt liturgisk år. I sig selv er denne adventstiden først og fremmest den direkte forberedelse til at vi om godt og vel 25 dages tid nok en gang kan fejre vor Herres Jesu Kristi komme som et menneske i denne verden.

Om end at nogle måske ville foretrække at være foruden denne ventetid, så er det dog heldigvis ikke bare en tom og nyttesløs tid, hvor vi kun går rundt i denne mørke vinter, og utålmodigt venter på at vi skal nå frem til den 24. december, hvor vi – i hvert fald her til lands – tager hul på festlighederne.

Denne advents-ventetid er en tid hvor vi ikke blot mentalt og åndeligt bør forberede os på selve julens fejring, men det er mindst lige så meget en tid, hvor vi også hører særligt om Jesu andet komme – dén dag når han ved tidernes ende vil komme for – én gang for alle – at dømme de levende og de døde.

Det siger sig selv, at når nu det er ved at være december, og julen jo nærmest så småt står for døren, så har man jo her i denne corona-befængte og mørke vintertid jo næppe den helt store lyst til at høre tale om dommedag eller for den sags skyld om tidernes ende – men uanset om vi bryder os om tanken eller ej, så er vi dog nødt til at huske på, og særligt holde os for øje, at vores liv her på jorden en skønne dag vil rinde ud.

Det er kun Gud der ved helt præcist hvornår vores liv her på jorden kommer til sin naturlige afslutning, lige som at det alene er Gud som ved hvornår at han vælger at sende sin Søn, Jesus Kristus, for at dømme verden. Men indtil den dag oprinder, så har Gud givet os denne tid her på jorden til at forberede os.

Selvom det vil være naturligt at vi ofte, særligt i hverdagen, måske betragter ventetid som et nyttesløst forehavende, så bør vi dog aldrig glemme, at uanset hvad vi bruger vores dagligdag på, og uanset hvad vi bruger ventetiden på i løbet af dagen, så fortsætter tiden med at gå, men vi har dog en unik mulighed for, at udnytte den tid vi har fået givet af Gud, til netop at berede os på dét som vi ved vil ske en skønne dag.

Vi bruger som nævnt adventstiden som en direkte forberedelse til julen, men resten af det liv vi nu har tilbage, bør vi så vidt muligt prøve at bruge som en forberedelse til det evige liv – for jo mere vi er os bevidst om vores åndelige og moralske skrøbelighed, og jo mere vi bliver os ligeledes bevidst om vores behov for Gud i vores liv, og jo mere vil vi da også være i stand til at forberede os på det evige liv.

Men hvordan – helt konkret – bør vi så bruge denne lange ventetid…? Hvordan bør vi helt konkret forsøge at forberede os, ikke bare til at kunne fejre vor Herres Jesu Kristi komme om ca. 25-26 dages tid, men hvordan kan vi som troende helt konkret forsøge at forberede os på det evige liv…?

Alt hvad der har med vores åndelige liv, og dermed også med vores udødelige sjæl at gøre, det starter og slutter med bønnen i vores liv. Hvis vi bruger vores tid på at gå i kirke hver søndag, og måske til skrifte 1-2 gange om året, men ellers ikke gør ret meget mere end dét – ja så bruger vi næppe tiden helt så godt, i en rent åndelig forstand, som vi formentlig burde.

For hvis ikke bønnen og det åndelige liv er noget vi har med os i hverdagen, da vil vi selvsagt hurtigt ende med at blive meget lunkne over for Gud – vi vil da være hverken varme eller kolde, men simpelthen bare lunkne. Bønnen er alfa og omega i vores liv, og jo mere vi bliver os bevidst om, at bønnen er fundamentet for alt hvad vi som troende bør foretage os, jo mere vil vi også med tiden se alting i et noget klarere lys.

Jo mere bønnen og åndeligheden gennemsyrer vores liv og i særdeleshed vores dagligdag, jo mere vil vi også kunne se ikke bare vores liv, men også alt andet omkring os i evighedens perspektiv. Da vil vi blive bedre til at vurdere om dét jeg som troende foretager mig her i tiden har en relevans ift. livets endelige mål. Vores krop har selvsagt brug for næring, og vores lunger har brug for ilt for at kunne overleve, men endnu mere vigtigt er det at den udødelige sjæl, som vi også bærer rundt på, faktisk også har brug for både næring og ilt i en åndelig forstand.

Sjælen næres ved sakramenterne og den holdes særligt i live gennem bønnen; og uden disse livsvigtige elementer, vil vores sjæl langsomt begynde at sygne hen og i værste fald ende med at blive direkte syg, hvis ikke vi giver vores sjæl den nødvendige næring som den har brug for.

Det er mit inderlige håb, at denne adventstid må være en velsignet tid for os alle, og at vi særligt må kunne fokusere på hvorfor troen på Gud betyder noget for os. Men hvis vi skal kunne fokusere på det åndelige liv, og det glædelige budskab vi forbereder os på at kunne fejre påny i julen, da bør vi også overveje at lægge visse ting til side i denne adventstid – for derved bedre at kunne fokusere på det som vi om få uger igen skal fejre.

Lad os sammen berede os på Jesu Kristi komme, og lad os i stilhed i denne adventstid våge og bede, idet vi venter på at kunne fejre Herrens komme som et menneske, men lad os også forberede os på den yderste dag, som vi i dette liv hver især forsøger at blive klar til.

Amen.