Sankt Karl Borromæus Gruppen

Min magtesløshed er min ære

I år fejres Kyndelmisse eksternt på Sexagesima søndag. Søndagens tekster er dog også værd at studere, nu hvor vi befinder os i Septuagesimatiden.

I epistlen til Sexagesima søndag (2. Kor. 11,19-33;12,1-9) skriver apostlen Paulus om at han – trods alle de prøvelser, hans apostolat bragte ham, og alle de stunder, hvor han trods alt så Kristi Rige vinde frem blandt dem, han prædikede for – kun finder én kilde til glæde (i nogle oversættelser, “stolthed”) : sin magtesløshed. Som sædemanden, som vi hører om i evangeliet (Luk. 8, 4-15), har han måttet sande at meget af det han ville, ikke lykkedes – han blev fængslet, han måtte flygte, nogle af dem, han havde prædiket for og døbt, faldt fra… selv en Kristi stridsmand som Paulus oplevede ikke, at Gud altid gav ham hvad han mente at trænge til, eller blot hvad der syntes at tjene Guds større ære. Magtesløsheden betyder ikke at Paulus føler sig forladt af Gud, ja, han fik endda svar fra Gud, da han bad om beskyttelse mod fortvivlelsen – eller hvilken fristelse, der nu blev givet ham: “Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.”

Kristi magt udøves i magtesløshed! – den magtesløshed, vi i den hellige messe ser fornyet gennem Korsofferet, hvor Kristus kommer til os i den lille og uanselige hostie. Og som enhver kristen oplever i sit eget liv: vi lider skibbrud, vi ser vore mest indædte bestræbelser slå fejl, vi fængsles  – i det mindste i øjeblikke – af alverdens prøvelser og fristelser… men vor egen magtesløshed er ikke det sidste: Gud lader nåde gå for ret. Selv den mindste sædemand kan – trods alt hvad han mister til tidsler og klipper – så et lille korn, som bærer frugt, måske uden at han selv ænser det.

Ved den traditionelle messe på Sexagesima søndag hørte vi for nogle år siden en af Nordens største teologer prædike om den salige Charles de Foucauld (1858-1916), hvis liv i det ydre lignede en ren fiasko:  han blev myrdet alene i den nordafrikanske ørken, og så aldrig i levende live frugterne af sin mission, som på en måde var lige så vovefuld og “magtesløs” som Paulus’ virke. Og de to havde også det væsentligste til fælles: troen på, at “nåden er dig nok”, eller, som salige Charles sagde, “Jesus rækker”.

Blandt forbillederne på fastetiden – som vi forbereder os på i denne tid – er da også Jesu 40 dage i ørkenens ensomhed, og Israeliternes 40-årige ørkenvandring. Kristi Efterfølgelse er dårskab i verdens øjne – hvis vi stræber efter synlige frugter nu og her, og hvis vi søger ære i vor egen magt, da følger vi verdens logik og ikke Kristi. Fastetiden er også en såtid – en tid, hvor vi skal så, hvad vi måske først senere, eller aldrig, selv vil komme til at høste. Måtte vi som den salige Charles –  og den hellige Paulus – ja, utallige martyrer og helgener, som med en langt større iver end vi, søgte at gøre Hans vilje – stole fuldt og fast på Høstens Herre, og glæde os over den magtesløshed, som Hans magt udøves i.