Sankt Karl Borromæus Gruppen

Hvis det var i dag?

I evangeliet til Mandagen efter 1. søndag i Fastetiden læser vi:

Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle engle med Ham, da skal han sidde på Sin herligheds trone, og alle folkene skal samles for Ham, og Han skal skille dem fra hverandre, som Hyrden skiller fårene fra bukkene… (Matt. 25, 31-32)

Forudsigelserne af Kristi genkomst er mange i de hellige skrifter, og vi hører i Fastetiden ofte om dette ultimative perspektiv for alt det jordiske: det vil høre op i sin nuværende form, og der vil være en form for dom, hvor nogle går til den evige frelse i Himlen, mens andre fortabes. I evangeliet præciseres næstekærligheden som denne doms ultimative kriterium: har vi handlet mod andre mennesker som mod Kristus, i det omfang vi kendte Ham? Har vi forhærdet os og afvist Kristi kaldelse? Vi kender ikke dommens detaljer, og selvfølgelig har vi alle gjort både godt og ondt. Måske slår vi os til tåls med, at vi vel i det store hele gør vort bedste, og at denne yderste dag er en fjern og tåget realitet.

Men hvad hvis det var i dag? Uden at vi behøver kaste alt jordisk over bord, som om vi allerede vidste at timen var kommet, så er det faktisk et spørgsmål som Evangeliet selv opfordrer os til at overveje:

Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer (Matt. 24, 42).

Det er også et spørgsmål der prøver vor tro. Hvis det skete i dag? Ville jeg glæde mig over at se Herren komme til syne “i sin herlighed og alle engle med Ham”? Eller ville jeg tværtimod være ulykkelig over at skulle skilles fra det jordiske? Ville jeg måske ligefrem føle vrede og fortrydelse over en sådan afbrydelse af mine jordiske forehavender og fornøjelser?

Selvfølgelig ville vi ikke kunne se dommen i øjnene uden bevidstheden om, at megen nåde og eftergivelse skulle til, for at vi måtte blive talt med blandt fårene (de, som frelses). Kun en meget fast tro kan give fuld tillid til at Guds nåde er større end vore overtrædelser.

Men endnu mere alvorligt er spørgsmålet, om vi faktisk glæder os til den time, hvor Kristi herlighed og den åndelige virkelighed er det eneste fremtidige perspektiv. Håber vi virkelig på Kristi genkomst – i dag? Ser vi på den mulighed som en trussel (for slet ikke at tale om en teoretisk eller nærmest latterlig idé), så er der meget at arbejde med i denne fastetid.

Fastetiden er derfor ikke mindst en vågetid, hvor vi skal forberede os på den sidste time, hvor vi skal forenes med Kristus i Hans genkomst – som fuldbyrdelsen for hele det skabte af Hans opstandelse.