Det er ikke alment kendt i nabolandet Danmark, men den katolske kirke i Tyskland står i de kommende uger overfor et muligt nyt skisma. Det er en udløber af den såkaldte “synodale vej“, som et flertal af de tyske biskopper støtter. Grundideen er at Troslæren kan ændres gennem en “demokratisk proces”, og i øvrigt at dette kan ske ensidigt i en del af Kirken – her den tyske – og uafhængigt at Kirkens overhoved, Paven. Den tyske kirke er i forvejen plaget af store problemer, og mange forlader den i disse år. De tyske biskopper er for nylig også kommet under yderligere pres fra en undersøgelse af de mange tilfælde af misbrug og cover-ups i perioden 1975-2018, men har måske netop derfor valgt at gå i offensiven med nye uhyrligheder, der kan vende fokus og pressens velvilje i en gunstigere retning. Man kan sammenligne den tyske bispekonferences strategi i denne situation med pianisten på Titanic, der spiller op til dans mens skibet går ned.
Konkret vil en række tyske bispedømmer fra 10. maj acceptere at der afvikles en form for kirkelig velsignelse af samliv mellem mennesker af samme køn. Paven slog i marts fast, at Kirken ikke kan velsigne synd. Men i Tyskland fortsætter forberedelserne til hvad der i praksis vil fuldbyrde skismaet den 10. maj, hvor tusinder af ugyldige “velsignelser” af den nævnte art planlægges. Vil Paven reagere ved at afsætte de biskopper, som tillader eller ligefrem deltager i sådanne handlinger? Det ved vi ikke; måske vil den svækkede Pave forsøge at tie sagen ihjel. Men før eller siden vil konsekvenserne af et oprør, der ofte sammenlignes med Luthers skisma, føre til et stort sår i Kirkens hjerte. Og i mellemtiden kan vi kun bede for Kirken, for Paven, og for alle de sjæle der i disse år vildledes af dårlige hyrder, der lader ulvene sønderrive fårene.