Sankt Karl Borromæus Gruppen

13. Sø. e. Pinse

I dagens evangelium hører vi om ti spedalske, der bliver helbredt af Kristus. Ni af dem vender ikke tilbage efter deres helbredelse ; den tiende, en samaritaner, går til Herren for at takke Ham. Hvad vil Kirken fortælle os med denne historie? Her har vi et klassisk eksempel på et “mysterium”. Kirkens primære hensigt er ikke at belære os om taknemmelighed. Ved at vise os helbredelsen af ​​de ti spedalske, hvoraf kun en vender tilbage for at takke, vil Kirken for vores øjne udfolde et billede af nutidens messe og dens frelsebringende virkning. Søndag er en Påskedag, en dåbsdag. Messen er en fornyelse af dåbens nåde, og en taksigelse for vores omvendelse. Lad os huske, at i den gamle kirke blev voksne døbt Påskeaften. Kirken viser os forsamlingen af de døbte, der i døbefonten blev helbredt for arvsyndens spedalskhed. Nu er hver søndag en fornyelse af dåbens nåde. Den hellige Eukaristi fortsætter dåbens arbejde; det er udviklingen og fuldendelsen af ​​dåbens nåde. Vi finder endvidere i dagens evangelium en smuk hentydning til Eukaristien: “Mens hans priste Gud med høj røst, kastede han sig på jorden og takkede ham” (eucharistôn autô). Eukaristi betyder taksigelse. Søndagsmessen er en taksigelse: de lykkelige, som har modtaget Guds nåde, takker Ham for at have helbredt dem for syndens spedalskhed. Måtte vi virkelig i dette billede se betydningen af ​​søndagens gudstjeneste! Søndag er dagen, hvor vi skal prise Gud højt, takke ham for dåbens nåde. Samtidig er det for vores sjæl en lejlighed til modning, hvor den vokser “i tro, håb og kærlighed”, og “vokser i den evige forløsning”.

Dom Pius Parsch, Vejviser til det liturgiske år (1953)