Sankt Karl Borromæus Gruppen

Alle Helgens Fest

Festen for Alle Helgen ligger i flg. den universelle kalender 1. november, men i en del diaspora bispedømmer – herunder København – fejres festen på den flg. søndag, i år 7/11. Denne praksis, som selvfølgelig skyldes at 1. november ikke er en fridag i Danmark, er ikke ny, og går i hvert fald 100 år tilbage i tiden.

Fejringen af Allehelgensfesten, der højst sandsynligt først hed Alle Martyrernes Fest, kan spores til de tidligste kristne. I det tredje århundrede ærede Kristi tilhængere årligt de brødre og søstre, som havde givet deres liv (i martyrdøden), mens de vidnede for og forsvarede Jesus Kristus. Typisk, på årsdagen for en martyrs død, ville de levende samles for at mindes og bede bønner ved graven eller på stedet, hvor den afdøde var død. Grave blev nogle gange dekoreret og altre bygget over graven. “Fra det tredje århundrede blev årsdagen for en martyrs død, kaldet hans ‘fødselsdag’, mindet ved hans grav ved en fest” (Henry Chadwick, “The Early Church,” s. 271; Penguin Books, 1993). Denne skik blandt de første kristne, fortsætter den dag i dag.

I de første århundreder, især under den romerske kejser Diocletian (r. 284-305) regeringstid, var der flere og flere kristne, der accepterede døden for romerske soldaters hænder – i stedet for at fornægte Kristus, og tilbede falske guder eller kejserens person. Derudover blev andre, der offentligt havde bekendt deres kristne tro (bekendere) og på en eller anden måde overlevede romerne, også hædret. Således blev antallet af martyrer og skriftefædre hurtigt større end mulighederne for at give hver enkelt en særlig festdag, og behovet for en fælles fest for “alle de hellige” opstod. I det femte århundrede er der beviser på steder, såsom i Antiokia, hvor den spæde kirke havde afsat den første søndag efter pinse til i fællesskab at ære disse hellige og modige mennesker.

I 609, under pave Bonifatius IV’s (608-615) regeringstid, forærede den østromerske kejser Phocas (r. 602-610) et tempel i Rom til Den Hellige Stol. Templet, der stadig står i dag og stadig er kendt som Pantheon, blev oprindeligt bygget i det første århundrede. Det første tempel blev ødelagt af en brand og genopbygget mellem 118 og 128, og var et offentligt sted hvor man kunne tilbede og ære alle de romerske guder og gudinder – et spektakulært monument over det hedenske Rom. Pave Bonifatius modtog gaven, fjernede alle de hedenske udsmykninger og statuer af falske guder. Ifølge legenden, flyttede og begravedes derpå resterne af hundredvis af kristne martyrer under Pantheon. Paven indviede nu Pantheon som kristen kirke, til den velsignede moder og til alle de hellige martyrer. Indvielsen fandt sted den 13. maj, år 609.

Den 1. november 735 indviede pave Gregor III (731-741) et oratorium i Peterskirken til at huse relikvier fra apostlene, martyrerne, helgenerne og skriftefædrene. Derefter blev 1. november, i hvert fald for kirkerne i Rom, allehelgensfesten. Andre lande og byer begyndte at fejre festen samme dag som i Rom. Til sidst udpegede pave Gregor IV (827-844) 1. november som datoen for allehelgensfesten i hele den latinske kirke og udråbte den til en forpligtende helligdag. I det 15. århundrede blev oktavdage tilføjet af pave Sixtus IV (1471-1484), og allehelgens oktaven var en del af kirkens kalender indtil 1954.

I dag er Allehelgens Fest også en vigtig del af kirkeåret, hvor den universelle kirke ærer martyrerne og andre helgener, inklusive alle kendte og ukendte, alle som har opnået Himlens løn.