Sankt Karl Borromæus Gruppen

Credo 2: “…på én Gud”

Med denne artikel fortsætter vi gennemgangen af trosbekendelsen på basis af den katolske katekismus. — Første del er her.

Når vi bekender vor tro, siger vi som det første: Jeg tror på én Gud (Credo in unum Deum). Gud kalder os til at tro, og kun ved troen kan vi erkende Gud – hvad selv nok så indviklede forstandsargumenter eller observationer ikke giver os mulighed for. Hvad vi kan sige og forstå om Gud forbliver ufuldkomment og dermed på en måde fremmed for Gud, som er fuldkommen, og kalder os til fuldkommenhed: “Vær da også I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen!” (Matt. 5, 48).

Fuldkommen! Hvor forunderligt, at vi har det ord – og så mange andre ord om Gud, der fylder os med undren og usikkerhed: evig, uendelig, almægtig. Ordene taler om noget, vi aldrig har set eller kan opleve i det jordiske. Hvordan kan vi da have disse ord – og faktisk forbinde noget med dem? Fordi det uendeliges idé er nedlagt i vore hjerter, som er skabt i Guds billede for at vi kan tro på Gud.

Og dog kan vi sommetider fristes til at tænke os Gud som noget, der ganske vist er stort, sådan ti gange Mount Everest – men som netop “kun” er meget stort. Men om vi så tænkte os Gud som 1000 gange større end alt hvad vi ved af, er det en forkert tanke. Gud overgår ganske vor forstand, ethvert jordisk mål og hvad noget menneskeligt sprog kan udtrykke. Gud “fylder Himlen og Jorden” (Jer. 23,24), dvs. Hans uendelige majestæt kan ikke begribes i et jordisk perspektiv. “For Hans ansigt måtte både jord og himmel flygte” (Ap.  20,11): Vi må fyldes med ærefrygt hver gang vi nævner Guds navne, ja, som keruberne for Hans trone – som et menneskeligt billede siger det – dag og nat råbe: “Hellig, Hellig, Hellig…” (Ap., 4,8).

Om Gud selv siger trosbekendelsen i de flg. artikler meget, og det vender vi tilbage til. Men allerførst – ja før Gud nævnes – bekender vi at Gud er éen – unum. Det er umuligt at den absolutte fuldkommenhed, magten over alt og den uendelige herlighed – skulle kunne være delt eller findes i flere. “Herren vor Gud er én” (5. Mos. 6,4). Vi må således ikke betragte falske religioners gudeforestillinger som sådan lidt Gud-agtige, fordi det er at fornægte Gud at anse Ham for delt. Herren formaner os selv i budene: “Du må ikke have andre guder end mig”, dvs. vi må ikke anse noget andet end den ene sande Gud som gud-lignende.   “Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig” (Es. 44,6). Endelig formaner den hellige Paulus os: “I blev jo også blev kaldet til ét håb;  én Herre, én tro…” (Ef. 4,5).

Troens enhed og Guds enhed er samme sandhed: Jeg tror på én Gud…

FORTSÆTTES…