Årets valfart fra Paris til Chartres – med 12000 indskrevne deltagere – blev mere dramatisk end vanligt (før COVID, naturligvis, for de seneste to år var alt jo online). Men herom senere. Først et par billeder og et videoklip fra afsendelsesmessen i St-Sulpice kirken i Paris, lørdag morgen:
Dramaet på årets valfart kom ovenfra. Lørdag eftermiddag drev et voldsomt skybrud henover det nordøstlige Frankrig. Det er almindeligt med byger på denne årstid, og både hedens og regnens prøvelser regnes til valfartens nådefulde prøvelser. Men i år var nåden ganske overvældende:
Det store engområde ved Choisel, hvor valfartsdeltagerne normalt slår deres telte op, var delvist oversvømmet. Det lykkedes at finde tilstrækkeligt mange alternative teltpladser og (for børnefamilier med helt små børn) indendørs ophold, noget af en logistisk kraftpræstation, når man betænker deltagerantallet:
Som man ser var solen på himlen igen søndag morgen og valfarten kunne fortsætte efter morgenmessen:
Man kan næsten se årets vandgang som symbolsk. Som bloggen “Boulevard Voltaire” skriver :
Vi kan i den seneste tids brutale tvangsmanøvrer [ift traditionen, red.], se den febrilske panik i slutningen af et herredømme: den progressive klan ønsker at udnytte de sidste år af det aktuelle pontifikat maksimalt. Men at slukke troens flamme hos disse unge mennesker på vejene til Chartres lader til at være umuligt – selv den voldsomme storm, hagl og oversvømmelser lørdag aften var ikke nok. Og det siger en del.
Søndagens tørvejr gjorde det muligt søndag aften at bruge den sædvanlige teltplads ved Gas. Og mandag morgen ser vi så pilgrimmene – hvoraf mange hundrede er unge præster – på de sidste timers march mod dom´kirken i Chartres:
Årets valfart Paris-Chartres – og de tusinder af unge i regnen – er på mange måder et vidnesbyrd om den katolske Traditions overlevelsesevne. Hippiernes ævlende undertrykkelse kan ikke overvinde den – og dem.
Her kommer afslutningsmesse 2. pinsedag fra Domkirken i Chartres (mandag eftermiddag):