Sankt Karl Borromæus Gruppen

Marias uplettede hjerte

Indtil 1955 havde Festen for Marias optagelse i Himlen en oktav, dvs. en tilknyttet otte dages festperiode. Vi finder en rest af denne fejring af Guds Moder i dag, på oktavdagen (22. august), hvor vi stadig fejrer Festen for Marias Uplettede Hjerte.

Mens mange er bekendt med Festen for Jesu hellige Hjerte og de billeder, der er forbundet med denne fest, er festen for Marias uplettede Hjerte mindre kendt.

Dens ophav går næsten 400 år tilbage. I 1638 udgav den franske præst, Skt. Jean Eudes, bogen Hengivenhed til Marias reneste hjerte og hellige navn, som hurtigt fandt stor udbredelse. Fejringer af Marias uplettede hjerte begyndte fra omkring 1648, men fik dog ikke store tilhængerskarer før næsten to århundreder senere. I 1839 viste Guds Moder sig for den hellige Catherine Labouré i Rue du Bac i Paris, og overgav hende den mirakuløse medalje, som indeholder billederne af både Jesu og Marias hjerter. Og i Fatima fik den hellige Lucia i 1917 den åbenbaring, at hun skulle hjælpe med at fremme de troendes kendskab til Marias uplettede hjerte, og foran Guds Moder så hun i åbenbaringen et hjerte omgivet af torne.

I 1942, mens Anden verdenskrig hærgede, indviede Pave Pius XII hele verden til Marias uplettede hjerte, og fastsatte samtidig den nye festdag for hele Kirken til den 22. august. I 1984 fornyede pave Johannes Paul II verdens indvielse til Marias uplettede hjerte. Han gentog dette i år 2000 og lagde det nye årtusinde i Guds Moders hænder. Og på Mariæ bebudelsesdag i år (25. marts, 2022) indviede Pave Frans særlig Rusland og Ukraine til Maris uplettede hjerte.

Selvom vi ikke har mulighed for at fejre Festdagen i kirken, er det smukt ved aftenbønnen at indvie sig og sin familie til Marias Uplettede Hjerte, fx med den bøn (eller dele af den) som Paven brugte den 25. marts (klik), eller med en af de traditionelle bønner i “Salme og Bønnebog”.