Sankt Karl Borromæus Gruppen

Oktober, rosenkransens måned

Uddrag af artikel af p. Matthew R. Mauriello, første gang bragt i Fairfield County Catholic (januar 1996).

Moderne forskning har sporet udviklingen af ​​rosenkransen til højmiddelalderen. Oktober måned er hvert år dedikeret til den allerhelligste rosenkrans. Dette skyldes primært, at den liturgiske fest Vor Frue af rosenkransen fejres årligt den 7. oktober [og eksternt den foregående søndag, som vi gjorde i søndags, red.]. Den blev indstiftet for at ære Jomfru Maria som tak for den beskyttelse, hun giver Kirken som svar på de troendes bøn.
Festen blev indført af pave St. Pius V (1504-1572) i år 1571 for at mindes de kristne styrkers mirakuløse sejr i slaget ved Lepanto den 7. oktober 1571. Paven tilskrev det mere til Rosenkrans “våben” end til kanonernes magt og tapperheden hos de soldater, der kæmpede der.
Legenden fortæller os, at rosenkransen som bønsform blev givet til Sankt Dominikus (1170-1221) af Maria, Vorherres Moder, som betroede den til ham som en hjælp i konflikterne med albigenserne. Den dominikanske pave, St. Pius V, gjorde meget for at fremme udbredelsen af ​​rosenkransen, og den blev derefter en af ​​de mest populære andagter i kristenheden. Det var den samme pave Sankt Pius V, som i 1569 officielt godkendte rosenkransen i sin nuværende form med den pavelige bulle Consueverunt Romani Pontifices. Den var blevet fuldendt ved tilføjelsen af ​​anden halvdel af “Hil dig Maria” og “Ære være Faderen” ved afslutningen af ​​hvert mysterium. I middelalderen kom den i en del klostre til at erstatte tidebønnen for lægmunke og lægfolk, der ikke kunne læse. I stedet for de 150 salmer bad de 150 “Fader Vor” og talte dem på en ring af perler, da kendt som kronen eller “corona”. Med væksten i Mariafromheden gennem det tolvte århundrede, udviklede dette sig nu, og de 150 “Fader Vor” blev til 150 “Hil dig Maria”.
De blev efterfølgende opdelt i femten dekader af den unge dominikanerbroder, Henry Kalkar (1328-1408), hvor hver dekade refererede til en begivenhed i Jesu og Marias liv. Dominikaneren, Alanus de Rupe (1428-1478) inddelte yderligere episoderne af frelsens historie i de glædelige, sorgfulde og herlige mysterier. Han tilskrev også oprindelsen af ​​Rosenkransen, dengang kendt som “Den hellige jomfrus psalter”, til St. Dominik, og ansporede således den dominikanske orden til at gøre Rosenkransens apostolat til sit særlige anliggende. Dominikanerne har siden da bedt Rosenkransen med bemærkelsesværdige resultater.
Praksis med at dedikere hele oktober måned til den hellige Rosenkrans udviklede sig mod slutningen af ​​forrige århundrede. Pave Leo XIII (som var pave1878-1903) gjorde meget for at fremme en øget hengivenhed til den velsignede Moder ved at opmuntre til hyppig bøn af Rosenkransen.
Den 1. september 1883 udgav han Supremo Apostolatus Officio, den første af i alt elleve encyklikaer om Rosenkransen, den sidste var Diuturni Temporis fra 1898. Mange andre paver har bidraget til at øge hengivenheden til Rosenkransen ved deres skrifter.
Rosenkransen er primært en evangelisk bøn. Som pave Pius XII udtrykte det, udgør Rosenkransen “et kompendium af hele evangeliet” (AAS 38 [1946] s. 419). Rosenkransen henter sine mysterier fra Det Nye Testamente og er centreret om de store begivenheder i inkarnationen og forløsningen.
Pave Johannes Paul II kaldte Rosenkransen for sin yndlingsbøn, idet vi med Maria mediterer over de mysterier, som hun som mor mediterede over i sit hjerte (Luk. 2:19) (Osservatore Romano, 44; 30. okt. 1979).
Lad os i denne oktober måned betragte denne smukke Rosenkransbøn som et middel, som også vi kan bruge til at komme nærmere Jesus og Maria, ved at meditere over vores frelses store mysterier.