Bearbejdelse til dansk af tysk originaltekst.
Miraklet fra Saint-Liphard
Præsterne bliver fragtet på en lastpram. De er ikke særlig overraskede over igen at blive flyttet, og går lydigt og roligt om bord. De bliver kropsvisiteret og udleverer beredvilligt deres værdisager. Kun præsten fra Machecoul bliver urolig, da han ser brosten på bunden af båden. Han ser, at der trænger vand ind ved stenene og råder sine medbrødre til at give hinanden den sakramentale absolution. Lamberty og hans fæller trækker båden ud på floden, hvor de med økser slår hul på skibets træ for at få det til at kæntre. Brostenene dækker over huller, der var blevet lavet tidligere. Vandet trænger stenene væk og nærmest som et springvand ind i prammen. Der går kun kort tid inden fangerne synker ned i vandet. De færreste kan svømme (hvilket man gennemgående ikke kunne den gang), og desuden er de bundet sammen to og to.
Kun fire slipper væk, som ved et mirakel. Tre af dem bliver skjult af matroser på et skib, men sporet og fundet af revolutionskomiteen efter få timer, og druknet. Den fjerde, abbé Julien Landeau, præst i Saint-Liphard, lykkes det at komme fri af sine bånd, lade sig drive væk og finde tilflugt i et lille hus. Ejerne forklæder ham som grønthandler, så han kan komme tilbage til Nantes og gå under jorden. Hvad abbé Landeau ser på denne dag er ufatteligt. Som øvet svømmer lykkedes det ham at bruge flodens strømning og at dukke op til overfladen så sent som muligt. Lambertys båd er lige i nærheden og Landeau må se på, hvorledes bødlerne med deres årer slår på ulykkelige, der endnu ikke er døde. Det kan også høres, hvordan årerne slår på de fortvivlede. De der kan redde sig ind til bredden, bliver drevet tilbage. Landeau kan holde sig fast ved og skjule sig bag en båd, der var kommet til hjælp i passende afstand.
Landeau var blevet præsteviet i 1770. Han havde overtaget sognet Saint-Liphard i 1789, en måned efter revolutionens udbrud. Historien om hvordan han blev forfulgt kunne fortsættes i 6 år – hvordan han celebrerede messeofret i undergrundskirken, med de troende forsamlet i hemmelighed – indtil hans død i 1799. De refraktære præster blev begravet i umarkerede massegrave. Da medlemmerne af hans menighed ville forhindre dette, blev hans legeme lagt i en gammel mands grav, og således kunne han få en kristen begravelse.
Hver gang druknede hundreder af ofre
Trods småfejl havde den ”vertikale deportation” vist sig at være effektiv, og Lamberty organiserede derfor en stor fest for at fejre sin triumf. Jean-Baptiste Carrier besluttede at bruge metoden i større målestok for at komme af med de folk fra Vendée, der fyldte fængslerne i Nantes. Mellem december 1793 og februar 1794 forsvandt tusindvis af mennesker, der var under mistanke fra republikken, i Loire-floden. Deres lig drev ned til flodens munding i Atlanterhavet. Ved den anden drukning blev der dræbt præster, der lige var kommet til stede som fanger fra Angers. Til slut havde der været mellem 7 og 11 drukninger, hver med mellem 300 og 400 ofre. Tallet er omstridt, men historikerne er stort set enige om, at mindst 4.800 blev dræbt, mens nogle taler om op til 9.000 dræbte. Mange lig blev ikke begravet, de forrådnende lig forurenede floden over lange stræk og bidrog til dødelige epidemier. Det lokale politi måtte derfor forbyde drikning af og madlavning med flodvand. Abbé Landeau var eneste overlevende fra drukningerne.
Også siden kender man til terror mod kirkens præster. Er det ikke på tide at anerkende disse præsters martyrium, disse tusinder af præster der blev dræbt for deres troskab mod kirken?