I de tidlige århundreder i Kirken fejrede man i midten af januar festen for apostlen Peters første eukaristiske fejring for de kristne i Rom, hvorved man samtidigt mindedes dagen hvor Peter for første gang sad i Rom, underforstået som biskop over menigheden i den Evige Stad. Allerede tidligt i det 4. århundrede finder man “festen for Peters Stol” som blev fejret på denne dag, den 22. februar.
I den første Peterskirke i Rom havde man en særlig stol hvor paven, som biskop af Rom, kunne sidde på. Dels havde man en bispestol til paven i apsis i selve Peterskirken, hvor han kunne sidde når han fejrede liturgien sammen med præsterne tilhørende bispedømmet Rom. Denne stol var af marmor og bygget ind i selve apsis. Derudover havde man også en særlig stol til paven i dåbskapellet som lå ifm. Peterskirken. SIddende på denne stol kunne paven, straks efter at en person var blevet døbt, meddele firmelsens sakramente til vedkommende. Denne stol var dog mere mobil end den egentlige bispetrone i selve Peterskirken.
I Middelalderen begyndte man på denne festdag for Peters Stol at sætte stolen ved højalteret, hvorfra paven derefter meddelte firmelsens sakramente. Man knyttede samtidig til festdagen Peters bekendelse af Jesus som Guds Søn, hvorefter Jesus som bekendt siger: “Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.” (Matt 16,18-19).
Festen for Peters Stol blev derved også et tegn på at Kristus har bygget sin Kirke på apostlene, og at særligt Peter (samt hans efterfølgere) har modtaget den særlige magt til at løse og binde. Denne magt betyder at Kristus har givet Kirken, og særligt til biskopperne der er apostlenes efterfølgere, magten til at tilgive syndere i Guds navn. Nøglemagten handler dog ikke kun om at tilgive synder, men også om at Kirken med paven i spidsen kan definere dogmer om tro og moral, som alle troende er nødt til at acceptere, da disse dogmer er en del af Kirkens tro og tradition, som er blevet overleveret fra generation til generation lige siden apostlenes tid.
Samtidig understreger denne fest også udtrykket “Ubi Petrus, ibi ecclesia, ibi Deus” – Der hvor Peter er, er Kirken, og der hvor Kirken er, er Gud. Dette udtryk kommer fra Skt. Ambrosius, som netop ønskede at understrege at apostlen Peter, og derved også hans efterfølgere, er en garanti for Kirkens tilstedeværelse i verden. Samtidig er Kirken porten gennem hvilken man kan nå frem til Gud. Det er nemlig kun Kirken, som Jesus har grundlagt, som kan give mennesker en garanti om frelsen og det evige liv.