Festen for Sankt Josef arbejder og den Hellige Jomfrus ægtemand, som fejres 1. maj, hører til de nyeste fester i den traditionelle kalender, idet den blev indføjet af Pave Pius d. XII i 1955. Festen fejrer den kristne opfattelse af arbejdet, og giver alle arbejdere en model og beskytter i den hellige Josef.
Datoen 1. maj marker også, at Festen er et svar på de kommunistiske parader, som præger dagen i mange lande. Mange paver har gennem tiden fordømt den rent materialistiske verdensanskuelse som den marxistiske ideologi forkynder – men samtidig også udviklet en katolsk sociallære i hvilken arbejdet og den fattiges rettigheder sættes ind i evangeliets lys. Den fremgår fx af festdagens kirkebøn:
Gud, alle tings skaber, som indstiftede arbejdets lov for menneskeheden: giv, at vi ved at følge den hellige Josefs eksempel, under hans beskyttelse må udføre vort arbejde efter din vilje, og opnå den løn som Du har lovet os.
Arbejdet efter den hellige Josefs eksempel er altså først og fremmest udført i lydighed overfor Gud, og i det perspektiv, som Guds vilje giver det: fx at forsørge en familie til Guds større ære, og at opfylde alle andre forpligtelser som Gud – ofte gennem vor livssituation – giver os. Arbejdets højere formål – at være medarbejdere på Guds skaberværk, i lydighed mod vor Skaber – gør også at dets frugter ikke er vore egne, men at vi skylder vor Herre alt. I den katolske sociallære ser vi således det menneskelig samfunds forhold som ikke løsrevet fra det åndelige liv, men som forhold der skal styres af – og får deres mening fra – vor stræben mod at opfylde Guds vilje og, i sidste ende, opnå det evige liv (den løn, som Du har lovet os).
Mens vi på Sankt Josefs Fest 19. marts ærer Kristi beskytter og fosterfader, og hele Kirkens værnehelgen, så fejrer vi på denne anden festdag Sankt Josef som tømrer og børneopdrager, og i videre forstand den guddommelige værdi, som vore menneskelige bestræbelser kan antage når vi udfolder dem for at tjene Guds vilje.