Indtil nu har det liturgiske år været fyldt med fester, som er nært knyttet til frelseshistorien, særlig Evangeliernes vidnesbyrd om Kristi liv. Fra Jul til Pinse har vi fejret de mysterier, som hører til Frelserens jordiske liv.
Efter Pinse fejres en række fester hvor Kirken ærer trossandheder og mysterier, fx Den hellige Treenighed, Jesu Hellige Hjerte og Kristi Legeme.
Det største af den kristne Tros dogmer er Den hellige Treenighed. Det er en overnaturlig virkelighed åbenbaret af Gud, som overgår hvad vor forstand kan fatte. I de første tusind år af kristenhedens historie var der ikke en særlig fest, som markerede dette mysterium. Så sent som i 1073 erklærede pave Alexander d. 2., at alle det liturgiske års dage var indviet til at ære og tilbede den hellige Treenighed.
Det var for at modvirke det ariske heresi, som benægtede Sønnens fulde guddommelighed, at en særlig Messe til ære for den hellige Treenighed blev indført i de liturgiske bøger. Det var i begyndelsen op til den enkelte præst at vælge hvornår denne Messe skulle fejres, ligesom for votivmesserne. Fra det 9. århundrede indførte de frankiske kongedømmer en særlig festdag for mysteriet, som regel første søndag efter Pinse. Men det var først i 1334, under pave Johannes d. 22., at denne fest blev en del af den vestlige Kirkes universelle kalender. Det er ikke desto mindre vigtigt at bemærke, at dele af teksterne til Festdagens messe (specielt Præfationen, se video nedenfor) stammer fra den hellige pave Gregor den stores tid.
Den klassiske katolske bøn, “Ære være Faderen, og Sønnen, og Helligånden” stammer fra Kirkens ældste dage; tilføjelsen “som det var i begyndelsen…” blev til på kejser Konstantins tid. Bønnen blev vidt udbredt i Vesteuropa i det 5. århundrede, og Koncilet i Narbonne (539) gjorde den til en obligatorisk afslutning efter Davidssalmerne i tidebønnerne.