USA – “Amerikas forenede stater” – vedbliver at være en smeltedigel af folk og ideer, hvor store ideer og følelser fødes og brydes, både for det gode og, desværre, også for det onde. Mange tænker nok først på de tekniske og materielle fremskridt som dette samfund har frembragt. Og også på de enorme uligheder og uretfærdigheder som samtidig har eksisteret dér i historiens løb, og endnu i dag jævnligt fører til gadekampe og voldsomme politiske modsætninger. Også i åndelig henseende ser vi både en vedblivende folkelig kristen fromhed, fx udtrykt i kirkegang, som vi i mange årtier ikke har kendt i Europa. Men også en tendens til sekterisme og hysteri, som heller ikke findes i samme mål hos os. Og de voldsomme konflikter og modsætninger, som vi måske særlig har lagt mærke til de allerseneste år, kan da godt få os til at tænke: så hellere lidt mindre af det hele. Men at der også på det religiøse område findes en fromhedens vej, som hverken er lunken eller udarter i hysteri og vrangforestillinger – og som søger at stifte fred, hvor andre vil krig – at elske, hvor mange opildner til had – det er der heldigvis mange, der holder fast i – også i USA. Den amerikanske forfatter og udgiver Jonathan Culbrath har udtrykt dette perspektiv på den traditionelle katolske liturgi i et essay med titlen: “Jeg elsker den latinske messe og Pave Frans” (America Magazine, 27/7 2021). Vi bringer nedenfor nogle uddrag, som kan give stof til eftertanke for alle der søger enheden, freden og den åndelige dybde i en tid, hvor forvirring og splittelse oftere får taletid.
Det er ingen hemmelighed, at der blandt traditionalister er en temmelig højrøstet og ubehagelig gruppe katolikker, der synes at være afhængige af sensationelle kirkepolitiske skandaler, og ivrige efter at opvække konflikter i Kristi legeme. I de sidste omkring 50 år har Kirkens hierarki set disse katolikker som en trussel mod kirkens enhed. Pave Benedicts foranstaltninger i “Summorum Pontificum” blev eksplicit etableret for at helbrede splittelser og drage traditionelle katolikker mod større forsoning. Disse foranstaltninger fik kun begrænset succes, og især siden valget af pave Frans i 2013 og derefter valget af Donald J. Trump i 2016, har nogle traditionelle katolikker været præget af en gal og foragtelig retorik, som om de ville gøre alt for at bekræfte enhver stereotyp holdning, deres modstandere tillagde dem.
Men det bør klart og resolut proklameres, at disse højlydte traditionalister, der har misbrugt Benedikt XVIs storsind til yderligere at uddybe eksisterende splittelser, er et forsvindende mindretal blandt katolikker, der deltager i den traditionelle messe. De fleste af dem deler ikke denne holdning, og de bruger ikke dagligt mange timer på at surfe på internettet efter kontroverser. Disse godhjertede troende ønsker blot at leve som katolikker, der deltager i den traditionelle liturgi. Det er ærgerligt, at den offentlige opfattelse af alle katolikker, der er knyttet til messen i den form, den havde før pave Paul d. 6.’s liturgiske reformer, er blevet så totalt overskygget af en vokal minoritet, der ansporer til paranoia og til fjendskab overfor paven og biskopperne. Liturgien er ikke et banner for nogen politisk sag, og den har heller ikke nogen dybere forbindelse med en isoleret fraktion af katolikker, der placerer sig i futil modstand mod hierarkiet.
Den traditionelle messeform er værd at bevare for sin egen skyld, uafhængigt af de partipolitiske dagsordener, der misbruger den. Dens iboende værdi gør den værd at redde fra de overgreb og den politisering, som den udsættes for. Med sine århundreders akkumulerede symboler, ritualer, riter og sangskatte, repræsenterer den traditionelle romerske ritus faktisk et ypperligt eksempel på den type inkulturation, som pave Frans selv roser for eksempel i “Querida Amazonia.” Som et kunstnerisk og åndeligt udtryk repræsenterer den traditionelle messe et højdepunkt i den vestlige kultur, en kultur, der ligesom mange af de indfødte kulturer, som den hellige Fader med rette giver så meget af sin omsorgsfulde opmærksomhed, i dag er undertrykt og kørt over af en ubarmhjertig form for forbrugerisme og teknologisk kapitalisme.
Som pave Frans skriver i “Laudato Si”, “har et forbrugeristisk menneskesyn, opmuntret af mekanismerne i nutidens globaliserede økonomi, en udjævnende effekt på kulturer, hvilket reducerer den enorme variation, som er hele menneskehedens arv” (nr. 144 ). Meget, der er helligt, kasseres uretfærdigt af denne “brug-og-smid-væk kultur”. Den traditionelle liturgi er et offer for en ideologi, der gør mennesket til producent af sin egen skæbne og hævder, at mennesket er naturens absolutte herre, der kan bruge naturen til sine egne formål, i henhold til et ensidigt teknologisk, utilitaristisk og forbrugeristisk paradigme. Pave Frans minder os hele tiden om, at den katolske tradition står over et sådant paradigme. Liturgien, som er en del af denne storslåede tradition, er ikke noget, der skal kasseres som et gammelt produkt, når der angiveligt ikke er mere marked for det.
Pave Frans opfordrer med rette biskopperne til at sikre, at fejringen af liturgien under deres tilsyn bringes i større overensstemmelse med Andet Vatikankoncils anvisninger i “Sacrosanctum Concilium”, “uden de mærkværdigheder, der let kan udarte til overgreb.” Implicit i denne formaning er erkendelsen af, at de liturgier, der fejres i mange katolske sogne, ikke besidder den hellige skønhed, der i sig selv kan inspirere de dybeste religiøse følelser. De adskiller sig ikke tydeligt fra den almindelige verden, som noget helligt og transcendent, der synligt bør påvirke sanserne hos den der kommer ind i en kirke, til messen.
Den åbenbare ironi er, at den traditionelle messe, som den almindeligvis fejres, er i bedre overensstemmelse med Andet Vatikankoncils anvisninger, end den nye messe, som den ikke sjældent fejres – og at det sandsynligvis ikke vil ændre sig i nær fremtid. Hvorfor skulle dette gamle og hellige ritual da tages fra de troende eller gøres mindre tilgængeligt for dem, når det så beundringsværdigt viser os den hellighed, skønhed og transcendens, der er passende for liturgien, også i henhold til vor Hellige Faders idealer? Hvorfor ikke byde den velkommen blandt de forskellige udtryk for vores tros rigdom? I stedet for at fratage de troende den liturgiske form, de elsker, bør de inviteres til at deltage mere fuldt ud i den katolske familie som helhed. De fleste af dem er almindelige katolikker, der tilfældigvis elsker de ældre ritualer, og som ønsker at være sønner og døtre af den Hellige Fader.