Næste søndag fejres (eksternt) Festen for Laterankirkens indvielse, og dermed for grundlæggelsen af Roms Domkirke.
Da denne fest blev fejret i 2019, holdt den apostoliske nuntius for Skandinavien, Msgr. James Patrick Green, en prædiken, som direkte tager fat på et problem, som er særlig aktuelt netop nu, hvor vi også beder for Pavestolen og dermed Kristi Stedfortræder på Jorden:
Lad os forestille os, at Kirken fandt på at sige, at dens grundvold i virkelighed ikke skulle bygge på Jesu person, men fx på noget, som er populært, relevant og oppe i tiden, eller se sig selv som et samfund af ”velgørere” snarere end troende – så ville Kirken tragisk nok undergrave den soliditet og enhed, som Kristus – og kun Kristus – har givet Kirken de sidste to tusinde år.
Vi kan hver for sig tænke os, hvad dette “noget” kunne være i vor tid. Sundhedsvæsenet? Moder Jord og økologiens “evangelium”? Eller måske den populære “klimatro”, som ophøjer en (videnskabeligt berettiget) bekymring for luftforurening til en slags nyhedensk moralteologi, hvor man “skrifter” sin flyskam hos en psykolog og køber aflad for at spise kød?
Nej, vi skal holde fast ved at grundlaget for vort liv er troen, Kirkens fundament uanset hvad tidens mange røster siger. Som nuntius også sagde:
Kirken har ikke som sit mål at tilpasse sig til verden. Men Kirken stræber efter at bringe verden til Kristus. Og derfor står den fast og sikkert som Guds tempel selv når den møder orkaner, skybrud eller snestorme – ikke på grund af menneskelig snilde og færdigheder, men fordi dens grundvold er Kristus, Herren.