På søndag er det “Glæd jer” søndag. Den 3. søndag i Advent kaldes “Gaudete”, Glæd jer, efter indgangsverset:
Gaudete in Domino semper: iterum dico, gaudete… (Ps. 84)
Glæd jer altid i Herre: Jeg siger jer igen, Glæd jer… (Salme 84)
Adventstiden er en bøns- og bodstid: mindre streng end “den lange fastetid” før påske, men dog en alvorens tid hvor katolikker forbereder sig til juletiden fx ved hyppigere bøn, ved at afholde sig fra unødige fornøjelser, og ved at gå til skrifte. Som i fastetiden er søndagene altid festdage i mindet om Kristi Opstandelse – men dog også i adventstiden mindre festlige end ellers. Den liturgiske farve er violet, og Gloria synges ikke – det er jo Julenattens store lovsang og den må vente til da.
Men selvom Gloria heller ikke synges den tredie søndag i adventstiden, er denne søndag – ganske som Laetare søndag i fastetiden – undtagelsen, der bekræfter reglen om Adventstidens strenghed. På denne søndag er det som om Julefestens glæde næsten bryder igennem: den liturgiske farve er ikke violet, men rosa, og teksterne er præget af glæde og forventning, begyndende med det Introitus der har givet søndagen sit tilnavn. Den rosa farve forbindes allerede i det gamle testamente med duggen fra Himlen, som jøderne i deres tørre land betragtede som et tegn på velsignelse (jf. også indgangsverset Rorate til den fjerde søndag i Advent). Ridderen Morini, der tjente ved det pavelige hof under Gregor den XVI (1831-1846), skriver:
Den rosa farve anses som værende midt mellem rødt og violet: den er et tegn på den glæde som Kirken fyldes af når Julen og Påsken nærmer sig, fordi rosen har tre egenskaber: dens duft, dens farve og dens smag, som kan tolkes som kærligheden, glæden og den åndelige fylde, som er Kristi tegn. Den helige Bede skriver således at i det 7. århundrede blev Kristi Grav altid afbildet i en farve blandet af hvidt og rødt. (Morini, « Dizionario di erudizione storico-ecclesiastica »)
Også Guds Moder, som i det lauretanske litani anråbes som “Mystiske Rose”, minder den rosa farve os om. Jomfru Maria, uden syndens plet fra sin undfangelse til sin død, kan om nogen hjælpe os til at forberede os til Herrens komme, så vi med et rent hjerte kan modtage Kongernes Konge:
Frelserens Hellige Moder, som stedse er og forbliver Havets strålende stjerne og Porten til Himmerigs Glæde, hjælp de arme, der falder, og trøst enhver, som vandrer i sorg. (Alma Redemptoris Mater, antifon til Advents- og Juletiden)