Sankt Karl Borromæus Gruppen

Livets uendelige værdi

En ny erklæring fra troslærekongregationen minder om, at menneskelivet – skabt i Guds billede, og forløst ved Menneskesønnens korsoffer – er af uendelig værdi. Og den opregner en række nye og mere velkendte overgreb på menneskelivet, som Kirken på det kraftigste modsætter sig, også hvor staten måtte sanktionere dem:

  • Fattigdom, der er fremprovokeret af menneskelig grådighed og udnyttelse af andre
  • Krig, terrorangreb, forfølgelse af mennesker for deres tro eller deres etnicitet
  • Udnyttelse af og overgreb mod migranter
  • Seksuel udnyttelse
  • Vold mod og drab af kvinder
  • Abort
  • Surrogat-moderskab (og anden kunstig befrugtning)
  • Eutanasi
  • Marginalisering af handicappede
  • “Gender theory” (ideen om, at køn er socialt bestemt) og kønsskifte
  • Digital vold (overgreb via internettet)

Kirkens lære er uforanderlig, men som listen viser, antager angreb på menneskelivet stadig nye skikkelser, der som fællestræk har at andre mennesker betragtes som objekter, der kan bruges og smides væk, herunder vort eget liv, hvis vi ikke accepterer Guds skaberværk i os selv. Kirken modsætter sig dem alle og “maner indtrængende til respekt for den menneskelige person i alle forhold” (64). Kun når vi i det enkelte menneske ser den udødelige sjæl, som Gud har nedlagt i ethvert menneske, kan vi virkelig begribe dette menneskes værdi og hellighed – også i den fremmede, den handicappede og i det menneske, som måske ikke vinder vores materielle sympati. Kirkens svar på nutidens grusomheder er altså ikke banal humanisme, men “kommer fra den opstandne Kristus, som har åbenbaret den fulde og hele værdighed i enhver mand og kvinde” (66).