Vi går på søndag ind i Pinsens oktav, og forbereder os ved at bringe flg. uddrag af et foredrag, som Dr. Peter Kwasniewski holdt ved det franciskanske Universitet i Steubenville i september 2020:
På forskellige tidspunkter i mit liv husker jeg tydeligt at lærere og prædikanter sagde noget i retning af følgende: ”Den katolske kirke glemte nærmest Helligånden i lang tid, men med 2. Vatikankoncil huskede vi ham. Det er nu Åndens tidsalder. Vi lever i den ny Pinse.”
Nu i 2020 er vi mere ædru og mere realistiske. Hvad der virkelig skete var, at Åndens tidsalder smeltede sammen med tidsånden (Zeitgeist), indtil vi blev efterladt med “rådets ånd.” I praksis førte “rådets ånd” til den gradvise målretning og udvisning af de karismer, som Helligånden havde givet Kirken gennem tiderne, som da vi så nonner, der afkastede deres ordensdragt, og præsterne deres soutaner. I en parodi af “dåb med en omvendt eksorsisme” syntes kirkemænd at have haft til hensigt at befri katolicismen for sin gode ånd og lade den synke ned i kompromiser med verden, kødet og djævelen, snarere end at dø og rejse sig med Kristus. (…)
Men Kirken har fejret Pinsefesten i en hel uge (en oktav), lige fra slutningen af det sjette århundrede og hele vejen igennem det tyvende århundrede – ligesom hun fejrer Påsken og Julen, og anerkendte den som en fest af samme centrale betydning i frelseshistorien.
Hver dag i Pinsens Oktav basunerer de højtidelige alleluiaer. Hver dag hylder læsningerne indvielsessakramenterne, som er effektive ved Åndens kraft. Hver dag i oktaven knæler vi ved Veni, Sancte Spiritus, før den gyldne sekvens. Præfationen til Pinsedag forbinder Himmelfarten, mødet ved Guds højre hånd og udgydelsen af Helligånden over Guds sønner. (…) På alle måder er denne uge en værdig hyldest og bøn til den guddommelige Person. (…) Endelig betegnes hver søndag efter pinseoktaven som en “Søndag efter Pinse”, gennem den lange tid af plantning og høstning i grønne klæder , indtil vi når den sidste søndag efter pinse og begynder kirkeårets cyklus på ny med Advent. Der er ingen “ordinær tid” i den ekstraordinære form.
Næsten alt det, jeg netop har beskrevet, blev afskaffet i den liturgiske reform i slutningen af 1960’erne; et par ting forblev som mindre anvendte muligheder. Så vi kan vende spørgsmålet rundt og spørge, hvem der præcist synes at have været skyldig i at “glemme treenighedens tredje person” i den officielle offentlige tilbedelse af kirken? Som en simpel kendsgerning kan det let demonstreres, at den traditionelle latinske liturgi giver Helligånden et langt mere fremtrædende sted end dens forsøgte erstatning, Pave Paul VI’s Novus Ordo. (…)
Da jeg første gang stødte på den gamle messe i studietiden, opdagede jeg et bønshav, som jeg ikke engang havde forestillet mig muligt, hvor man kunne svømme for evigt og aldrig blive træt. Det var ingen pludselig mystisk oplevelse, i det mindste ikke for mig. Snarere fandt jeg et dybt, resonant, stille rum, inden for hvilket jeg kunne møde Herren og lære Hans sprog – langsomt, blidt og fredeligt. Ikke selvfølgelig uden visse udfordringer, men aldrig uden frugtbarhed. Jeg fandt en liturgi, der trak vejret ind og trak vejret ud med de helliges rytme i Latinerkirkens to-årtusindåriges historie. Tegnene og symbolerne – de mange kys af alteret, knæfald, korstegn; bønnen ad orientem; ædle klæder og kalke; sangene, røgelsen osv. – alle disse strakte sig ind i min sjæl og “tog enhver tanke i fangenskab for at adlyde Kristus” (2. Kor 10, 5). Helligånden er sandhedens og erindringens ånd: Han forener os med Sandheden, det er Kristus, der sagde om Ham: ”Men rådgiveren, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han vil lære jer alle ting og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer ”(Joh 14:26) – hvilket ikke kun betyder, hvad vor Herre sagde i det hellige land, men alt, hvad Han har talt gennem Sin kirke og gennem liturgien, som Han formede i hende. Den Hellige Ånd er traditionens Ånd, for Han former Kristi legeme i historiens livmoder, Han ånder i fromhedens vand for at frembringe den faste grund af ritualer, og Han sørger for, at den universelt modtagede og ærede tradition altid forbliver frugtbar og aldrig er skadelig. Helligånden er selvkontrol, ydmyghed, lydighed og ærbødig frygt. Kort sagt: den største koncentration af åndelige karismer, der nogensinde har eksisteret eller nogensinde kunne eksistere, er den traditionelle hellige liturgi. Den er et sandt kraftværk for udrensning, oplysning og forening; selvdisciplin, visdom og glødende kærlighed til Gud. Dette er hvad karismatikere ønsker, og de fortjener at vide, hvor de vil finde det i sin reneste og mest intense form.