Kristendommen er grundlæggende en opstandelsestro. Jesus
siger om sig selv: “»Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør” (Johs. 11, 25). Og apostelen Paulus lærer: “hvis de døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker” (1. Kor. 15, 16-19). Kun Kristus kunne ved egen kraft opstå, med i kraft af Hans Korsoffer er hele menneskeheden kaldet til – og i stand til – at opstå: “Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds Søns røst, og de, der hører den, skal leve” (Johs. 5, 25).
Allerede på Paulus’ tid opstod det heresi, at opstandelsen kun vedrører det åndelige menneske, og altså ikke legemet. At mennesket ikke er en sjæl i et “kropsligt hylster”, men derimod en helhed af krop og sjæl, betyder imidlertid at en sådan “åndelig opstandelse” ville være ufuldkommen og i øvrigt heller ikke lig Kristi opstandelse, som jo også omfattede hele Hans Guddommelige Person. Paulus insisterer på legemets opstandelse i den forklarede fuldkommenhed, som også Jesu legeme havde efter Hans opstandelse: “Når der findes et sjæleligt legeme, findes der også et åndeligt legeme. Men det åndelige legeme er ikke det første, det er det sjælelige, dernæst kommer det åndelige. Det første menneske [Adam, KT] var af jord, det andet menneske [Jesus, KT] er fra himlen. Som det jordiske menneske var, sådan er også de jordiske, og som det himmelske menneske er, sådan skal også de himmelske blive” (1. Kor. 15, 44.46-48). Med det åndelige legeme menes det legeme, vi får i opstandelsen – fri for alle de fejl og lidelser, det sjælelige (altså jordiske) legeme havde. Men dog alligevel det samme – for ellers var det jo ikke det samme menneske.
Kødets opstandelse er, som mange andre dele af trosbekendelsen, et helligt mysterium, som Åbenbaringen – i de kanoniske skrifter og hos helgener som Ambrosius eller Augustin – kun stykkevis tillader os at begribe. Det betyder ikke, at vi er i total uvished. Kirkefædrene fastslog specielt fire principper, som Apostelen Pauli forkyndelse tillader – og pålægger – os at tro om Opstandelseslegemet:
1) det er uforgængeligt (1. Kor. 15, 42) og for de retfærdige også fri for enhver fysisk lidelse (mens de fordømte pines i al evighed);
2) det er strålende (Fil. 3, 21), som Jesu legeme ved Forklarelsen på bjerget: “Da skal de retfærdige skinne som solen i deres Faders rige” (Matt. 13, 43);
3) det er stærkt og let (1. Kor. 43), og kan uden hindring komme hvorhen det vil, som Jesus efter opstandelsen (Johs. 20, 26);
4) det er helt underlagt menneskets åndelige natur (1. Kor. 15, 44).
Selvom alt dette stadig er forlenet med Mysteriets slør, tjener det dog til at vise os Opstandelsens herlighed. Som lignelsen om den rige mand og den fattige Lazarus (Luk. 16, 19-31) viser os, er det er som opstandne mennesker, helt og fuldt, at de fordømte pines i Helvede, “i evighedernes evigheder” (Åb. 20, 10); og på samme måde er det helt og fuldt som mennesker, at de retfærdige fryder sig i Guds evige Stad, som ikke har “brug for sol eller måne til at skinne i den, for Guds herlighed oplyser den, og Lammet er dens lys” (Åb. 21, 23).
FORTSÆTTES…