Det latinske ord “finis” betyder både “afslutning” og “formål” (tilsvarende på en lang række andre sprog, fx “end” på engelsk og “fin” på fransk). Trosbekendelsens sidste led bekender også hele troens og vort jordiske livs formål og afslutning: det evige liv. Det er i denne tro, at vi på Alle Sjæles dag – 2. november – beder for vore afdødes evige hvile i Herrens Fred.
I forrige led har vi allerede bekendt troen på menneskets opstandelse, som er gjort mulig ved Kristi egen Opstandelse. Og opstandelsen har et mål og en udgang: det evige liv. I det evige liv høster vi frugterne – gode eller dårlige – af vort liv på Jorden. Det er derfor af helt afgørende betydning, at de troende altid har evigheden levende for øje – for “den, der holder ud til enden, skal frelses” (Matt. 24, 13).
Det evige liv refererer først og fremmest til livet i den evige herlighed. Og dog vil også de onde og dæmonerne leve evigt, men i fortabelsens elendighed og lidelse, en frygtelig skæbne der ikke er et egentligt liv: “Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv” (Matt. 25, 46). Det evige liv, som vi bekender troen og håbet på, er livet i den evige salighed hos Gud. Det er den trøst, og den pris, som venter Kristi venner for enden af det jordiske liv, og som også var målet med Hans sendelse, Hans lidelse og Hans opstandelse: “For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Johs. 3, 16).
Om livet i den tilkommende herlighed er den hellige Skrift fuldt af vidnesbyrd. Jesus siger selv: “Min faders vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag” (Johs. 6, 40). Paulus formaner stedse menighederne til, midt i forfølgelser og prøvelser, at ihukomme Kristi løfte: “at I står fast i én ånd, og at I med én sjæl kæmper sammen for troen på evangeliet, og ikke på nogen måde skræmmes af modstanderne; det er et tegn for dem på deres fortabelse, men på jeres frelse, og det tilmed fra Gud” (Fil. 1, 27). Apostlen Johannes skriver om de sidste ting: “Vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se Ham, som Han er” (1. Johs. 3, 2). Og i Johannes store Åbenbaring læser vi de vidunderlige ord om de retfærdiges løn, som følger lige efter epistelen til Festen for Alle Helgen (1. november): “De står for Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel, og Han, som sidder på tronen, skal rejse sit telt over dem. De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere, hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem, for Lammet midt for tronen skal vogte dem og lede dem til livets kildevæld, og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne” (Ap. 7, 15-17).
Vi kan som jordiske mennesker ikke nævne – eller blot begribe – al den herlighed, som de hellige vil leve i hos Gud. Men vi kan allerede ved at betragte alt det, som på Jorden behager os og løfter vor ånd, komme til at længes efter den fuldkomne og evige lykke – der vil omfatte alt dette og meget mere: “Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte – det, som Gud har beredt for dem, der elsker Ham” (1. Kor. 2, 9). Og Kristus og Kirken viser os vejen til at opnå denne herlighed: når vi iklæder os Troens rustning, når vi er udholdende i bønnen og flittigt søger sakramenterne, og handler med vore medmennesker i næstekærlighedens ånd, da vil vi nå til Guds herlighed: “Mit folk skal bo i salighedens fred, i boliger, hvor roen råder, det skal hvile i overflod” (Es. 32, 18).