I morgen, 9. august, mindes vi de titusinder af katolikker som døde den 9. august 1945 – da en atombombe blev kastet over byen Nagasaki. Dengang som nu var byen hjem for en stor del af Japans katolikker – og vi bringer i dagens anledning en kort fremstilling af den japanske kirkes historie, som omfatter tusinder af martyrer også før 1945.
De første missionærer kom til Japan i løbet af 1540’erne, heriblandt Skt. Frans Xavier, som ankom til Kagoshima den 15. august 1549. Missionen blomstrede i de første årtier herefter, og man mener, at der allerede i 1587 var omkring 200.000 katolikker i Japan – de fleste i den sydvestlige del af landet (specielt øen Kyushu med byerne Kagoshima og Nagasaki), hvorfra missionen udgik. Flere fyrster omvendte sig i denne periode til kristendommen og støttede missionen. Den hellige Frans Xavier skal have sagt, at af alle lande i Asien, som han havde missioneret i, var Japan det eneste, som på egen hånd kunne opretholde den kristne tro.
Men der var også voksende skepsis ift. om den nye tro skulle være en “trojansk hest” for kolonisering af landet, en trussel som nok ikke var helt indbildt, når man ser på hvordan det gik til i resten af Asien. Fra slutningen af 1580’erne blev missionærerne og deres menigheder udsat for stadig mere brutale overgreb.
I slutningen af 1596 blev kristendommen totalt forbudt ved et dekret af fyrsten Hideyoshi, og en gruppe af kristne fra Kyoto – som nægtede at afsværge deres tro ved at træde på det hellige kors – blev beordret ud på en lidelsesfuld march til Nagasaki – 300 km på bare fødder, ad snedækkede veje. Den 5. februar 1597 blev 26 af de, som overlevede denne march, korsfæstet i Nagasaki – 6 udenlandske franciskanere, 3 japanske jesuitter og 17 japanske lægfolk, herunder 3 drenge. De 26 hellige udåndede mens de påkaldte Jesus, Maria og Josef, og bad for deres forfølgere. Alle blev helgenkåret i 1862 af Pave Pius d. IX.
I de flg. år var der perioder med relativ fred for de kristne. Kirken fortsatte sit arbejde i landet, og de første præstevielser fandt sted i Nagasaki i 1601. Der kom dog også stadig flere udbrud af forfølgelse, og fra 1614 blev henrettelserne af kristne systematiske og regelmæssige – frem til den endelige og totale undertrykkelse af kristendommen i 1632 mistede flere tusinde japanere livet for deres tro. Samtidig lukkede de japanske fyrster landet for al udenlandsk indflydelse. Kirken gik under jorden – der var ikke længere kirker og præster, så der opstod en undergrundskirke, hvor de troende selv døbte deres børn, og i øvrigt var henvist til den mundtlige overlevering i små, relativt isolerede samfund. Man tilbad små billeder og figurer af Jesus og især Jomfru Maria, som blev gemt i små skrin, og ofte udført så de af evt. forfølgere kunne forveksles med budhistiske billeder. Selvom der naturligvis opstod forskellige forvanskninger i dele af overleveringen, fastholdtes de centrale dele af troen og de sakramenter, det var muligt (i den foreliggende nødsituation) at opretholde uden præster.
Forfølgelserne af de kristne fortsatte med mellemrum – og med et ukendt tusindtal af martyrer – lige indtil landet igen blev åbnet i midten af 1800-tallet.
Da kom også de første missionærer til landet. De havde ikke ventet at møde kristne der, efter så mange år. Men den 17. marts 1865, midt på dagen, stod en gruppe på 15 japanere udenfor missionærernes lille, nyopførte kapel i Nagasaki. De var i begyndelsen meget forsigtige; i flg. overleveringen skulle de katolske præster en dag vende tilbage, men man skulle tage sig i agt for om der var tale om virkelige præster. De skulle kendes på, at de var ugifte, at de bad til Jomfru Maria, og at de adlød Paven i Rom. De franske missionærer blev spurgt ud om disse ting. Forsikrede om, at disse virkelig var præster, kunne gæsterne erklære: “vi har alle samme tro som I”. Og der var ikke blot 15, men tusinder af “skjulte kristne”, som i de flg. måneder fik kontakt med missionærerne i Nagasaki. Kirken blomstrede op igen. I 1914 stod den nyopførte domkirke i Nagasaki færdig, dengang den største i Fjernøsten.
Men de japanske katolikkers lidelser var ikke forbi, og denne gang var det verdenshistoriens gang, der på en sælsom måde knuste den genfødte kirke. Den 9. august 1945 skulle et amerikansk bombefly have kastet den anden af de to atombomber over storbyen Hakata, men på grund af et tæt skydække dér, fløj man sydpå til Nagasaki. Bomben blev kastet næsten lige over domkirken, i forstaden Urakami.
En konvertit og læge, Dr. Takashi Nagai (1908-1951), har i sin bog “Nagasakis klokker” givet et enestående vidnesbyrd om dette kapitel i de japanske katolikkers historie. Overfladisk betragtet er der tale om en øjenvidneberetning fra en katolsk læge, som overlevede selve eksplosionen og deltog i plejen af de syge. Men Nagai, som var leder af det radiologiske institut ved Nagasakis universitet, opnår i sin bog at etablere en enestående sammenhæng mellem de vidt forskellige synsvinkler, som beskrivelsen rummer: den videnskabelige iagttagelse af bombens forfærdelige skadevirkninger, midt i det endeløse arbejde med at behandle de mange lidende og døende; den personlige tragedie, som han oplever i tabet af sin elskede hustru Midori og af mange nære venner og kolleger; den næsten umulige opgave med at få børnene til at overleve både materielt og mentalt; den historiske tragedie, ikke blot for det japanske folk, men for hele verdenssamfundet; og endelig den religiøse dimension, der for katolikken Nagai gennemtrænger de øvrige. Efter i tre dage og nætter at have plejet de syge og døende næsten uden hvile, går han ud til det hus på landet, hvor hans hustru kort før katastrofen var taget på familiebesøg. Han finder hende død i det nedbrændte hus. Mellem de forkullede rester af hendes fingerknogler finder han hendes rosenkrans og takker Jomfru Maria for, at Midori døde i hendes beskyttende arme. Selv døde Nagai af strålesyge, seks år efter krigen.
Nagai reflekterer over det skæbnetræf, at bomben blev udløst lige over Østasiens største kristne kirke – domkirken i Nagasaki. Bomben udraderede landets største og historisk mest betydningsfulde kristne enklave – hvis forfædre i århundreder bevarede deres tro under de mest grusomme forfølgelser. Ved en mindehøjtidelighed for de døde sammenfattede han denne side af tragedien: In an instant, eight thousand Christians were called into the hands of God, while in a few hours the fierce flames reduced to ashes this sacred territory of the East. For Nagai er denne sidste katastrofe de japanske kristnes soneoffer for alt det onde, som skete i Verden under krigen: Our church of Nagasaki kept the faith during four hundred years of persecution when religion was proscribed and the blood of martyrs flowed freely. Was it not, then, the one unblemished lamb that had to be offered on the altar of God?
Domkirkens klokker, som blev fundet i ruinerne, bliver mod bogens slutning en slags symbol på den genfundne fred – ikke en fred i menneskelig forstand, men en fred i accepten af Guds vilje. Bogen slutter med en bøn: The clear sound of these bells! These are the bells that did not ring for weeks and months after the disaster. May there never again be a time where they do not ring: the people of Nagasaki prostrate themselves before God and pray: Grant that Nagasaki may be the last atomic wilderness in the history of the world.
Også vi slutter med en bøn: Hellige Martyrer af Nagasaki, bed for os alle, at vi som I må bevare vore sjæle til det evige liv! Giv, at vi aldrig må miste dén tro, som I gav jeres liv for, at vi må styrkes af det håb, som styrkede jer i alle trængsler, og i alt besjæles af den kærlighed, som I nærede til Vor Herre Jesus Kristus.