I de fleste religioner finder man eksempler på en særlig person der er indsat til at handle og bede på menneskers vegne overfor de pågældende religions guder. Selv når vi går tilbage til de ældre og mere hedenske religioner, finder vi også eksempler på en præstestand der havde til opgave at frembære ofre til guderne.
I Romerriget havde kejseren bl.a. titlen “Pontifex Maximus” – den største brobygger – en titel der i dag bruges af paven.
I Romerriget, hvor man ligeledes havde præster der skulle foretage ofringer på folkets vegne, fik særligt den romerske kejser titlen ”Pontifex Maximus” – Den største brobygger – fordi præsternes rolle var at bygge bro mellem gudernes og menneskenes verden. Denne idé er den absolut centrale i både den jødiske og kristne tro, men dét som ændrede alting, var Kristus – Guden som var blevet menneske, og som derved blev den eneste reelle bro mellem Gud og menneskeheden.
Når vi i dag fejrer Skærtorsdag er der to sakramenter som vi sætter særligt fokus på – Eukaristien & Præsteembedet. Som med alle sakramenterne i Kirken indstiftede Jesus disse – ikke for hans egen skyld – men for at vi mennesker skulle have en mere sikker vej til den evige frelse.
Eukaristien og præsteembedet blev ifølge Kirkens tradition indstiftet samtidigt ved den sidste nadver, hvor Jesus bad apostlene om at fejre mindet om Ham, idet han gav dem sit legeme og blod til at spise og drikke. Fejringen af mindet om Jesus, der gav sig selv for os, ville med tiden blive den største og vigtigste skat i hele Kirkens åndelige liv, eftersom Eukaristien med rette betragtes som det kristne livs kilde og højdepunkt. Selvom mange i vor tid nok kan have et lettere indifferent forhold til Eukaristien, er det særligt vigtigt at blive mindet om hvor stor en gave vi som Kirke har i netop dette sakramente.
I de tidlige århundreder af Kirkens historie var det ofte med livet som indsats at de kristne tog til messe for sammen med deres trosfæller at modtage Jesus i Eukaristien. Flere eksempler beretter i den tidlige Kristendom om, hvordan mange valgte at gå i døden for deres tro, fordi at denne betød mere end noget andet i denne verden.
At kristne ligefrem må gå i døden for deres tro er desværre ikke kun noget som hører fortiden til, men som stadig med jævne mellemrum finder sted, og så sent som i søndags har vi set hvordan kristne igen har måttet betale den største pris. Disse martyrer er på mange måder en påmindelse til os om, at også vi må være klar til at vælge, og ikke mindst tage stilling til hvad troen på Jesus betyder for os personligt.
For os mennesker er Jesus Kristus den eneste der kan bygge bro mellem Gud og mennesker.
Hvad der især hjælper os i forholdet til Jesus er sakramenterne, for derved er det Ham som bærer os mennesker væk fra den skrøbelige menneskelige natur i denne verden over broen til den Guddommelige natur. Gennem sakramenterne begiver vi os – ikke alene – men sammen med alle andre troende ud på en lang rejse over denne bro som i sidste ende vil lede os ind i evigheden. Denne rejse er på ingen måde nem, men er fyldt med utallige udfordringer, som enten gør det svært for os at fortsætte på rejsen, eller som i værste fald kan få os til at vende om, særligt hvis vi begynder at miste troen på at Gud er med os hele vejen.
Ved at støtte hinanden i troen, mens vi er på denne rejse mod evigheden, viser vi hvad kærligheden indebærer….for selvom vi naturligvis skal være gode mod andre, og tjene andre mennesker, så er det vigtigste aspekt at vi også bekymrer os om andre menneskers liv – særligt deres åndelige liv og forhold til Gud.
Selvom vi altid bør være fyldt af et dybfølt ønske om at hjælpe andre i nød, er det vigtigt at huske på at den åndelige fattigdom i vor tid langt overstiger den materielle. Der er mange mennesker i vores verden i dag som ikke kender Gud, og særligt i Danmark er det tydeligt at tro ikke længere betyder så meget i menneskers liv.
Som dybt troende kristne har også vi en forpligtelse til at bygge bro mellem Gud og de mennesker, som endnu ikke kender Jesus. Den største kærlighed vi som kristne kan vise andre mennesker, er ikke at afhjælpe materiel fattigdom, men det er i sidste ende at lede dem frem til den bro – som er den eneste vej – der fører fra denne verden og over til Gud.