Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Vi skal aflægge os den gamle Adam”

PRÆDIKEN

JOMRU MARIAS UPLETTEDE UNDFANGELSE – 08.12.2019

Af kannik Markus Künkel, ICRSP

En af de smukkeste oplevelser i det katolske liv er følelsen efter et godt skriftemål: Sjælen er lettet, samvittigheden er rolig. Mennesket genkender sig selv som Guds barn, og bevidstheden om at være i nådens tilstand opvejer alle de pinlige følelser, som skriftemålet undertiden indeholder – skam, ydmygelse – og den overvindelse, det kræver at afsløre sit inderste for en anden.

I skriftemålet får mennesket tilgivelse. Og efter skriftemålet har det mulighed for at begynde på ny: Alt skal være bedre; nu er man på den rette vej. Men før eller siden kommer den bitre indsigt, at de tidligere fristelser kommer tilbage; at de samme gamle svagheder truer os igen, at vi falder i de samme synder, som før; at den gamle synd i os endnu ikke er død.

Siden Adams fald er det Arvesynden i mennesket – denne frygtelige tilbøjelighed til det onde – der trækker os ned. Alle er vi mennesker af Adams træ, eller sagt bedre: Af den samme jord. For ADAM betyder ”lavet af jord,” eller mere præcist: ”Lavet af rød jord.” Denne jord var i første omgang paradisjord, hellig jord, og det var først efter synden, at denne jord blev ødelagt.

Og for at reparere den ødelagte jord som oprindelig havde formet mennesket, var noget, der ikke var af ødelagt jord, nødvendigt – en ny Adam, en frelser – noget, som kunne rense og reparere den herlige paradisjord i os; nogen, som på en måde kunne gøre der rødt igen, gennem sit blod, som han ville udgyde for os.

Denne nye Adam skal komme fra et rent, uforstyrret træ og en hellig jord. Og derfor udførte Gud miraklet ved Den Ubesmittede Undfangelse. Det var helt upassende, ikke engang tænkeligt, at Gud skulle have en mor, der havde noget af den gamle Adams fald og ødelæggelse i sig. Så på nogle måder blev Jomfru Maria den nye, uforstyrrede hellige jord, der skulle skabe den nye Adam, Jesus Kristus.

Dagens Evangelium (Matt. 3:1-12) beretter ikke direkte om Marias Ubesmittede Undfangelse, men om jomfruens Bebudelse, da Vor Herre blev menneske i Marias skød. Begge ting hænger sammen, for Gud udførte kun den Ubesmittede Undfangelses store mirakel med hensyn til det endnu større mirakel, som Bebudelsen er: Jomfru Maria blev fri fra Arvesynd og alle andre synder, og således værdig til at være og blive Guds mor og modtage Jesus i sit skød.

Her er nu en vigtig parallel: På samme måde som den Ubesmittede Undfangelse og Bebudelsen hænger sammen, er der en sammenhæng mellem de to sakramenter: Der er en forbindelse, på den ene side, mellem skriftemålet og Marias Ubesmittede Undfangelse, og på den anden side mellem Bebudelsen og Den hellige Kommunion. Det er den Katolske lære, som er bekræftet af Thomas Aquinas og flere konsiler, at skriftemålet, uanset hvor vigtigt og værdigfuldt det end er, først og fremmest er en forberedelse til Den Hellige Kommunion.

Det bliver nu tydeligere at forstå, hvorfor et godt skriftemål generelt ikke er nok til at overvinde gamle, dårlige vaner og tilbøjeligheder, når man læser Pauli ord (Ef. 4:22): ”Derfor skal I ophøre med at leve som før; I skal aflægge det gamle menneske, som hører til jeres hidtidige levned, og som ødelægges af sine forføriske lyster, og I skal fornys i sind og ånd og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed.”

Vi skal aflægge den gamle mand, den gamle Adam, og påtage os den nye mand, den nye Adam, vor Frelser Jesus Kristus. Og dette først og fremmest gennem en reel, fysisk kontakt med den nye Adam, netop som det sker under Den Hellige Kommunion. Skriftemålet og Den Hellige Kommunion er indbyrdes forbundet, ligesom den Ubesmittede Undfangelse og Bebudelsen: Ligesom den Ubesmittede Undfangelses mirakel beskyttede Jesu mor mod synd og gjorde hende i stand til at blive Guds Moder, således frigør skriftemålet synderen fra synd og skyld og gør ham værdig til at modetage Den Hellige Kommunion.

Ligesom den salige jomfru er blevet Guds Moder, den største nåde et menneske nogensinde kan få, gennem Bebudelsens mirakel, er det den Hellige Kommunion, dette sakramente, der udfører nådens største mirakler i sjælen. I begge tilfælde er det Jesus selv, kilden til alle nådens gaver, som kommer til at forene sig med mennesket. Derfor sagde Jesus til den Hellige Margareta Maria Alacoque*: Den bedste holdning til at modtage den Hellige Kommunion er nøjagtig den sammen som Jesu mor havde, da hun modtog Jesus under Bebudelsen.

Og det her er nøglen til alle fremskridt i det åndelige liv: Det er skriftemålet, som gør os gode, og som allerede giver os megen nåde til at blive bedre. Men det er gennem den Hellige Kommunion at vi virkelig forvandles af Jesus, ja, at vi lægger det gamle menneske bort og klædes i det nye Menneske.

Jomfru Maria har nu en stor magt i himlen til at hjælpe sine børn med alle slags problemer, men fremfor alt med sjælens problemer. Og den største nåde, hun plejer at give, er at formidle os et godt skriftemål, og derefter en god Hellig Kommunion; eller snarere det, at vi skrifter godt og regelmæssigt, for at kunne modtage Jesus i den Hellige Kommunion, med stor tro og stor kærlighed så ofte som muligt. Det er nok at bede hende om hjælp. For alle, der beder hende om denne nåde, får den altid, ufejlbarligt, og de vil se fremskridt fra det gamle liv, og den gamle Adam vil blive svagere i dem, mens det nye menneske bliver mere og mere tydeligt.

Og det vil vi også opleve i vores dødsstund, at det gamle menneske, den gamle Adam i os, endelig dør, og at den nye mand i os lever for evigt.

Amen.