Sankt Karl Borromæus Gruppen

Prædiken på latin

Det er en udbredt fordom at der tidligere blev “prædiket på latin”. Denne absurde idé frembæres rutinemæssigt i protestantisk propaganda inkl. statsfinansieret “undervisningsmateriale” til brug her i landet. Man kan fx læse sort på hvidt (i et online “leksikon” udgivet af Kristeligt Dagblad):

Før reformationen blev prædiken holdt på latin, hvilket betød, at langt de fleste af tilhørerne ikke forstod, hvad der blev sagt.

Det er selvfølgelig løgn (men ikke latin). Der blev hverken prædiket på latin før eller efter reformationen, eller før 2. Vatikankoncil.

En mere subtil usandhed akkompagnerer regelmæssigt forsvar af den reformerede katolske messetekst: når denne læses på et folkesprog, forstår folk det hele bedre. For det første er situationen i de fleste lande i dag, at en hvilken som helst menighed omfatter mennesker med forskellige modersmål, og i Danmark gælder det jo ikke mindst de katolske præster. At bruge et af disse mange menneskers modersmål garanterer ikke at alle (om nogen) kan forstå ordene. Dertil kommer idelige skænderier om hvordan teksten på folkesproget skal revideres for at passe bedre til det sprog, der tales på gaden. Men endnu væsentligere: messens indhold er fremfor alt et mysterium – noget, der skal tilgås åndeligt, ikke intellektuelt. Det fremgår ikke, når der snakkes og fremvises i et væk. At noget er skjult for vore sanser og for vor forstand, skærper opmærksomheden på den åndelige dimension. Vi bliver opmærksom på, at her overværer vi noget helt andet end et foredrag fra et podium eller en nyhedsoplæsning fra en disk i et TV-studie.

Prædikenen er på en måde slet ikke en del af messen, og dens formål er at belære os om troen og vejlede os i troslivet. En prædiken skal derfor være forståelig. Men det er ikke messens hovedsigte at instruere: dens hovedsigte er at bringe os i direkte nærvær af Korsofferet, hvis mysterium ikke kan begribes gennem ord alene. De ord, præsten udtaler foran alteret, er ganske vist væsentlige og (i den traditionelle messe) uforanderlige : men uden handling, herunder bøn, er de intet. “I begyndelsen var ordet”, ja – men i messen erfarer vi fremfor alt at “ordet er blevet kød og har boet iblandt os”.