Sankt Karl Borromæus Gruppen

Den største iblandt kvindefødte

Messe kl. 18.30 i Jesu Hjerte kirke, København

Skt. Hans forbinder de fleste danskere med årets lyseste dage og især aftenen før festdagen, dvs. vigilien (vågenatten) som går forud for årets store kirkefester. Festdagen for Johannes Døberens fødsel fejrer Kirken den 24. juni, 6 måneder før (og dermed også efter) Festen for Herrens Fødsel (25. december), hvor det nok også er vigilien (juleaften og nat), som står stærkest i den folkelige bevidsthed. Der er en dyb symbolik i festdagenes placering, som hænger sammen med Johannes’ forkyndelse af Kristi komme (Johs. 3, 28; 30) :

Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham.  (…) Han skal blive større, jeg skal blive mindre.

Efter Festen for Kristi fødsel bliver dagene længere; efter Festen for Johannes Døberens fødsel bliver de kortere. Ved Jesu Fødsel kommer lyset tilbage i en verden, der efter syndefaldet henlå i mørke; derfor fejrer vi Kristi Fødsel ved at tænde lys. Johannes’ Døberens fødsel fejrer vi ved at tænde bål, ild, som også symboliserer Kristus og Johannes’ forkyndelse af Kristus, det sande lys. Vi kan også tænke på en mere alvorlig side af Johannes’ forkyndelse (Matt. 3, 11-12):

Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild. Han har sin kasteskovl i hånden, og han skal rydde sin tærskeplads og samle sin hvede i lade, men avnerne skal han brænde i en ild, der aldrig slukkes.

Ilden symboliserer her både Helligånden, som Kristus vil døbe med, og den evige fortabelse, som de venter de forhærdede syndere. Ilden er både en velsignelse og forbandelse i verden: den kan lyse og give liv, men den kan også ødelægge og bringe lidelse. Den Kristus, som Johannes banede vejen for, kommer for at frelse det fortabte, og Han vil samle de frelste i sin lade, Himmeriget; men de, som afviser frelsen, som vælger synden i stedet, dem venter den evige ild.

Kristus siger selv om Johannes (Lukas, 7,28):

Blandt kvindefødte er ingen større end Johannes. Men den mindste i Guds rige er større end han.

Begge dele kan undre ved første læsning. Også Jesus – og Hans Moder – var dog kvindefødte? Jo; men Maria var født uden arvesyndens plet, og Jesus blev undfanget ved Helligånden og var både Gud og Menneske. Johannes, derimod, var født i arvesynden, og var kun menneske – til forskel fra Guds Moder og hendes Søn, men i lighed med alle mennesker på Jorden. Blandt disse – som er den mening, “kvindefødte” har her – er Johannes den største; han var jo udset til at bane Herrens vej. Men han var, som alle mennesker på Jorden, mindre end den mindste i Guds rige, fordi alle de frelste er befriet fra arvesyndens plet og lever i Guds nærhed i al evighed.

Den hellige Tradition lærer at den hellige Johannes Døber indtager den første plads blandt de hellige efter Guds Moder. Han bringer de troendes bønner og anliggender frem for Herren med samme iver, som han besad i sit jordiske liv. Johannes beskytter i dødsstunden sjælene, som påkalder ham, mod de onde kræfter som vil gribe dem. Han er værnehælgen for de barnløse og for alle martyrer; han hjælper de lidende. Han forsvarer de hjælpeløse, de fattige, enkerne, de nyomvendte,  de forældreløse, og  eneboerne. Hvor Kristus er “Kongernes Konge” (Åb. 17,14) er Johannes Døberen “Profeternes profet”, fordi hans forudsigelse af Kristi komme allerede var forudset af profeterne i den gamle pagt (Mal. 3,1):

Se, jeg sender min engel,
han skal bane vejen for mig.
Herren, som I søger,
kommer med ét til sit tempel,
pagtsenglen, som I længes efter, kommer…

I offertoriet til Festen for Johannes Døberens fødsel sammenfattes den store Helgens betydning i frelseshistorien:

Blandt de kvindefødte fremstod ingen større end Johannes Døberen, som banede Herrens vej i ensomhed: “Se det Guds Lam, som borttager verdens synd…”