Sankt Karl Borromæus Gruppen

16. Sø. efter Pinse

I søndagens evangelium (Luk. 14, 1-11) hører vi lignelsen om, hvordan Herren helbreder en vattersottig mand på sabatten, til Farisæernes store forargelse.

Hvorfor fulgte farisæerne Jesus så tæt? For at opdage noget i Ham, som de kunne kritisere og anklage Ham for. Hvor ligner de ikke de kristne, der også i dag betragter hvert skridt hos deres trosfæller, og især hos biskopper og præster, i håb om at finde noget at bebrejde dem for, så de selv kan fremstå som gode! Finder vi denne tendens i os selv, er vi afgjort på den gale vej.

Og hvem er, åndeligt set, den vattersottige mand? Det grådige menneske; thi som en vattersottig person aldrig bliver færdig med at drikke, så får den grådige aldrig nok; og ligesom vattersot er også grådighed svær at helbrede, da den bliver værre med alderen og normalt ikke forlader et menneske, før det begraves. Hvorfor regnes grådighed blandt de syv dødssynder? Fordi det er roden til mange onder; thi det fører til åger, tyveri, brug af falske vægte og bestræbelser på at tilegne sig rigdom på uretfærdig vis, til undertrykkelse af fattige, enker og forældreløse børn, til fornægtelse og undertrykkelse af retfærdighed, til frafald fra troen, og til fortvivlelse. Derfor siger Paulus: “De, der vil være rige, falder i fristelse og i Djævelens snarer, og i det umættelige begær, som drukner mennesker i ødelæggelse og fortabelse” (I. Tim. Vi. 9). Et effektivt middel mod grådighed er erkendelsen af, at vi kun er forvaltere og ikke ejere af vore besiddelser, som vi ikke kan tage noget med af, når vi skal dø (I. Tim. Vi. 7); og af, at Gud en dag vil kræve os til regnskab for, hvordan vi har levet.