Sankt Karl Borromæus Gruppen

18. Sø. e. Pinse

Dom Gueranger skriver om dagens evangelium (Matt. 9, 1-8):

Den mirakuløse helbredelse af ​​den lamme, som gav Jesus anledning til at erklære sin magt til som Menneskesønnen at tilgive synder, har altid været en særlig skat for Kirken. Katakombernes kalkmalerier, der er bevaret til i dag, vidner ligeledes om forkærligheden for dette evangelium, der inspirerede de kristne kunstnere i de første århundreder. Helt fra kristendommens begyndelse havde kættere benægtet, at Kirken havde den magt, som hendes guddommelige Herre gav hende til at forlade synd: sådan falsk lære var ækvivalent med den uigenkaldelige fordømmelse til åndelig død for alle kristne, der, ulykkeligvis, falder i synd efter deres dåb, men som ifølge katolsk lære kan genvinde nåden i Bodens sakramente. Med hvilken energi ville vores Moder Kirken altså ikke forsvare denne skat, det middel, der giver liv til hendes børn! Hun udtalte sine anathemaer og uddrev fra sit fællesskab de farisæere i den nye pagt, der ligesom deres jødiske forgængere nægtede at anerkende den uendelige barmhjertighed og universalitet i forløsningens store mysterium. Ligesom sin guddommelige Mester, der prædikede under de skriftlærdes og andre modstanderes kristiske bevågenhed, har Kirken også, som bevis på Bodssakramentets trøstende lære, udført et ubestrideligt og synligt mirakel i nærværelse af de falske lærere; og alligevel lykkedes det hende ikke at overbevise dem om virkeligheden af ​​miraklet om helliggørelse og nåde, der usynligt udvirkes af hendes tilgivelsesord. Den lamme mands ydre helbredelse var både billedet og beviset på helbredelsen af ​​hans sjæl, som tidligere havde været i en tilstand af moralsk lammelse; men han repræsenterede selv en anden lidende: den anden var menneskeheden, som i evigheder havde været offer for syndens lammelse. Vorherre havde forladt jorden, da apostlenes tro fastslog dette deres første vidunderbarn – at bringe den alderssvækkede verden til Kirken. Da Kirken så, at menneskeslægten var parat til at høre de guddommelige budbringere og tilsluttede sig deres tro, talte Kirken som en mor og sagde: Vær ved godt mod, Søn! dine synder er dig forladt!

Straks rejste verden sig, til filosoffernes og skeptikernes forundring og til helvedes forvirring, fra sin lange og dybe ydmygelse; og for at bevise, hvor vidunderligt dens styrke var blevet genoprettet , bar verden sin seng på sine skuldre gennem bod, og overvandt sine lidenskaber, dens tidigere udmattelses og svagheds sygeleje, hvorpå stolthed, vellyst og begærlighed var havde holdt den fanget så længe.

Fra den tid og fremover forblev verden tro mod Jesu ord, som også stedse blev forkyndt den af Kirken, og begav sig på vej mod sit hus, som er himlen, hvor evig glæde venter ! Og englene, der betragter omvendelse og hellighed på jorden med forbløffelse, lovsynger Gud, som gav en sådan magt til mennesker.

Vi må også takke Jesus, hvis vidunderlige lægemiddel – det blod, han udgød for sin brud – er tilstrækkeligt til gennem alle tider at udvirke det soneoffer som den evige retfærdighed fordrer for sjælenes frelse.